Betitius-familien var en familie i det Antikke Rom, hvor den omtales fra slutningen af det 2.århundrede efter Kristus og indtil midten af det 4.århundrede.

Familien ejede et hus, et såkaldt domus, kaldet dels Domus Betitiorum - efter familienavnet - og dels Domus Betiti Perpetui Arzygi - efter indskrifter med benævnelse af 2 af slægtens medlemmer, der begge bar navnet Betitius Perpetuus Arzygius.

Wikipedia (se litteratur om...) omtaler en Gaius Betitius Maximiillianus, som var Consul Suffectus, og dennes søn Gaius Betitius Pius, der nævnes som Patronus af Canusium i år 223 efter Kristus. Herefter følger en søn, en sønnesøn og et oldebarn med navnet Betitius, født henholdsvis omkring 205, 230 og 255. Denne række afsluttes med Betitius Perpetuus Arzygius, født ca.285 og død efter ca.312/314.

Denne sidste Betitius mener Wikipedia (se litteratur om...) skulle være den Arzygius, der var udsendt som Corrector Siciliae i årene efter 312/314 og til hvem den græske indskrift "ILS 8843" (se litteratur om...) hentyder. (Læs mere om denne mand)

Der er dog andre (bl.a. Rüpke (se litteratur om...) ), der mener, at Betitius Perpetuus Arzygius, Corrector Siciliae, var født noget tidligere, i 250'erne eller 260'erne efter Kristus, for at kunne beklæde Prætor-embedet omkring 310. Hvorpå han i en årrække var Flamen Dialis Præst og til sidst altså Kejserlig udsending i Sicilien. Indskriften ILS 8843 (se litteratur om...), der fandtes på en af sicilianerne opsat statue i Rom, bekræfter dette.

Rüpke (se litteratur om...) og andre mener ligeledes, at Correctoren havde en søn af samme navn (hvor Wikipedia (se litteratur om...) kun nævner en datter, Betitia) og at det er dennne, der omtales i indskriften ILS nr.1251 (se litteratur om...): "Betitio Perpetuo - Arzygio v. c., consulari Tusciae et Umb., ob singu-laria eius erga provinciales - beneficia et ob moderationem - pro documento etiam poste-ris relinquendam aeter-num statuae monumentum - Tusci et Umbri patrono - praestantissimo - collocarunt". Også Dessau (se litteratur om...) mener, at det her drejer sig om sønnen, som var Consul i Tuscia og Umbria efter 366.

Litteratur om Betitius-familien :
Dessau, Hermann: Inscriptiones Latinae Selectae (ILS). Chicago: Ares Publishers, 1979.
- Vol I, side 275. - Vol III, side 1029.
Lanciani, Rodolfo: Storia degli Scavi di Roma e notizie intorno le collezione romane di antichità.. Roma, Quasar, 1990.
- vol .I: side 55f.
Platner, Samuel Ball: A topographical dictionary of ancient Rome. Completed and revised by Thomas Ashby. Oxford University Press, cop. 1926.
- side 173.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 122.
Rüpke, Jörg: Fasti sacerdotum : die Mitglieder der Priesterschaften und das sakrale Funktionspersonal römischer, griechischer, orientalischer und jüdisch-christlicher Kulte in der Stadt Rom von 300 v. Chr. bis 499 n. Chr. Teil 1: Jahres- und Kollegienliste. Teil 2: Biographien. Mit Anne Glock. Teil 3: Quellenkunde und Organisationsgeschichte, Bibliograhie, Register. Stuttgart, Franz Steiner Verlag, 2005. (Religionswissenschaft)(Potsdamer Altertumswissenschaftliche Beiträge. 12,1-12,3)
- Teil 1: side 487ff.
- Teil 2: side 823.
Wikipedia : Betitius Perpetuus Arzygius (engelsk tekst).
Wikipedia : Gaius Betitius Pius (engelsk tekst).
Liebs, Detlef: Ulpiani Opinionum libri VI, side 13.
Noy, David: Jewish inscriptions of Western Europe. Vol.2, side 146.