Birgitta var født ca.1303 i Finstad ved Uppsala i en rig godsejerfamilie i slægt med Kongehuset. I 1315 døde Birgitta's moder og i 1317 blev hun af sin fader bortgiftet til den 4 år ældre Ulf Gudmarsson, men hvem hun fik et lykkeligt og harmonisk ægteskab. De fik sammen otte børn og delte en dyb religiøs interesse, som Birgitta uddybede med bibelstudier og velgørenhed.

Den ældste datter Märta blev gift med stormanden Sigvid Ribbing, datteren Katarina blev også gift med den rige og fornemme Egard Lyderson van Kyren, men fulgte senere - trods ægtefællens sygdom - sin moder under opholdet i Italien ligesom sønnerne Karl og Birger. Datteren Ingeborg blev senere cisterciensernonne i Klosteret Riseberga. Datteren Cecilia tilbragte en tid i Dominikaner-Klosteret i Skänninge. Den yngste søn Gudmar døde omkring 1340.

Fra omkring 1335-1341 var Birgitta overhofmesterinde og hun arbejdede ved hoffet utrætteligt på at få det unge kongepar Magnus II Eriksson og Blanka (Blanche) af Namur til at leve mere, som Birgitta mente, at Gud ønskede det. Med sig til hoffet bragte hun in yngste søn Gudmar og de øvrige børn blev anbragt i forskellige klostre.

I 1340 døde Gudmar og sorgen derover fik Birgitta og Ulf til i 1342 at foretage en pilgrimsfærd til Santiago de Compostela i Spanien. Til fods drog de gennem Tyskland og Frankrig og oplevelsen af et Europa, hvor 100-årskrigen hærgede og Paven ikke mere opholdt sig i Pavebyen Rom, men i Avignon, gjorde så stort indtryk på ægteparret, at de efter hjemkomsten overvejede at gå i kloster.

Snart efter blev Ulf så syg, at han flyttede ind i Alvastra-Klosteret, hvor han døde i 1344. Birgitta skilte sig nu af med sine ejendele og levede i streng askese som Franciscaner-tertiar (lægsøster) i Alvastra, hvor hun begyndte at modtage åbenbaringer. I åbenbaringerne, som blev nedskrevet af Klosterets prior, befalede Gud hende gennem Kristus, Maria eller en helgen at prædike bod og bedring overfor sine landsmænd og overfor Kongehuset.

Samtidig arbejdede Birgitta på at stifte en kloster-orden, som skulle huse både munke og nonner, der skulle leve adskilt, men mødes i fælles bøn. Hun fandt en egnet byggegrund i Vadstena og fik Kongen til at give den og en større sum penge til at bygge det nye Kloster. Byggeriet gik senere i stå, da Kongen fik nok af at høre på Birgitta's prædikener mod hoffets verdslige levned.

Men Birgitta sad ikke blot og modtog åbenbaringer eller syslede med bønner og klosterregler i Sverige, hun havde evnen til at få andre mennesker til at arbejde for en sag, hvis hun fandt den vigtig, og således lykkedes det hende at få nogle gejstlige venner til at drage til Frankrig for at mægle mellem den franske og den engelske konge i et forsøg på at stoppe 100-års krigen. Og samtidig skulle hendes "ambassadører" opsøge Paven for at overtale ham til at flytte tilbage til Rom.

Da hendes forehavende ikke lykkedes, besluttede hun selv at rejse til Rom og herfra arbejde på Pavens hjemkomst. Samtidig ville hun arbejde på at få dennes godkendelse af hendes Klosterregel, som hun havde fået åbenbaret ville ske i Rom. Hun drog derfor fra Sverige i 1349 for at kunne tilbringe Jubelåret 1350 i Rom og dermed opnå den særlige aflad, der var forbundet hermed.

I Rom boede Birgitta først forskellige steder, måske også hos Klarisser-nonnerne ved Kirken San Lorenzo in Panisperna, som var hendes foretrukne Kirke i Rom og hvor det gamle trækrucifiks siges at have talt til hende. Senere flyttede hun ind i et hus, som enken Francesca Papazzurri havde ved Piazza Farnese.

Nogle venner og familiemedlemmer fulgte med Birgitta til Rom: datteren Katarina og Peter af Skänninge, som blev den åndelige leder af den lille svenske koloni.

I Rom levede Birgitta en enkel tilværelse, hun besøgte byens kirker og tilbad helgenerne og martyrerne, men hun kunne ikke stiltiende se på, hvorledes byen, kirkerne, præsterne og befolknings religiøse følelser forfaldt, mens Paven fornøjede sig andre steder. Hun fik nye åbenbaringer og talte for Pavens hjemkomst til Rom.

Men Birgitta sad ikke kun i Rom og uddelte almisser, hun rejste også på pilgrimsrejser til mange andre italienske valfartskirker og først i 1367 kom Pave Urban V til Rom, hvor Birgitta i 1370 omsider kunne modtage godkendelsen af sin klosterregel. Kort efter rejste Paven tilbage til Avignon og det lykkedes derefter ikke Birgitta at overtale hverken ham eller hans efterfølger Gregor XI til at vende endeligt tilbage til byen.

I 1371 drog Birgitta på pilgrimsfærd til Det Hellige Land sammen med datteren Katarina og sønnerne Karl og Birger. På vejen gjorde selskabet ophold i Napoli, hvor Dronning Giovanna I regerede. En romance opstod mellem Dronningen og Karl og trods det at de begge var gifte folk, begyndte de at tale om ægteskab. Som man kan tænke sig, reagerede Birgitta kraftigt på denne ugudelige idé. Og det blev da heller ikke til noget, for Karl blev voldsomt syg og døde efter to uger og efterlod sin moder i dyb sorg på den videre færd.

Efter en besværlig, farefuld og udmattende rejse vendte Birgitta tilbage til Rom i marts 1373. Her døde hun den 23. juli samme år i huset på Piazza Farnese ifølge nogle, i Klosteret ved Kirken San Lorenzo in Panisperna ifølge andre. Hendes lig blev i hvert fald efter hendes eget ønske anbragt i en antik sarkofag fra det 3.århundrede, som stadig kan ses i Kirkens Cappella di Santa Brigida. Her hvilede det, indtil det kunne bringes hjem til Sverige af Katarina og Birger og andre nære venner.

I løbet af syv måneder fragtedes kisten med Birgitta's levninger fra Rom gennem Italien, over Alperne til Polen, hvorfra den blev sejlet til Öland og herfra til Söderköping. Det sidste stykke gennem Östergötland blev den båret i procession og der fortælles om mange mirakler, som skete på denne færd. Næsten et år efter hendes død nåede kisten den 4. juli 1374 til Vadstena, hvor Birgitta havde ønsket at blive begravet ved det Kloster, som var påbegyndt efter Pave Urban V's godkendelse i 1370.

Den 7. oktober 1391 blev Birgitta helgenkåret af Pave Bonifacius IX. Op til 1969 blev hun fejret den 8. oktober, men idag er festdagen den 23. juli.

Birgitta's åbenbaringer blev nedskrevne undervejs og er senere oversat til mange sprog. Ikke alle teologer var enige med hende og der opstod store diskussioner omkring hendes helgenkåring og senere på koncilerne i Konstanz i 1414 og i Basel i 1431.