|
|
|
mellem slutningen af det 1. århundrede før Kristus og begyndelsen af det 1.århundrede efter |
|
Vi kender kun en del af denne mands navn: Ogulnius. Men ellers ved vi nu en del om ham. Vi kender hans erhverv: han var "pistor": bager. Og vi ved, hvornår han levede: i slutningen af det 1.århundrede før Kristus og begyndelsen af det 2.århundrede efter Kristus. Vi ved også, hvor han blev begravet: ved Via Praenestina udenfor Porta Praenestina, nutidens Porta Maggiore, måske ret tæt på denne og på det gravsted, som en anden bager, Marcus Vergilius Eurysaces, lod opføre for sig og sin hustru Atistia. Vi ved også, at Ogulnius og Eurysaces var venner. Alle disse oplysninger stammer fra et mindre travertinfragment, vist nok det eneste, der er tilbage af Ogulnius' grav. Det blev fundet i 1838 samtidig med at Eurysaces grav blev fritlagt. På fragmentet står teksten "Ogulnius pistor simi(laginarius) - amicus (Eurysacis?)", som Coarelli (se litt.note forneden) oversætter således "Ogulnius, luksus-bager, ven (med Eurysaces?)". Den sidste oplysning fra fragmentet "pistor similarginarius" hentyder til det særligt fintmalede mel, "simila" eller "similago", som iflg. De Romanis (se litt.note forneden) blev kværnet af "grano duro"-korn. Melet brugtes især i det syriske køkken, men anvendtes i mindre målestok over hele Middelhavsområdet. Det nævnes af Cato som middel til at fremstille en blødere libum-kage. Det var altså ikke hverdagskost, men til brug ved særlige lejligheder og særligt fint bagværk. I løbet af de næste 150 år blev det dog det mest brugte brødmel i Rom. Ogulnius var altså ikke bare en almindelig bager, men en "gourmet-bager".
Litteratur om Ogulnius pistor: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|