Bag et ret anonymt rødt murværk med gitter og aflåst gitterlåge, og skjult under et tegltag, ligger mellem træer og buske på et trafikeret gadehjørne, hvor Via Statilia og Via di Santa Croce mødes, resterne af en antik gravplads, som man fandt i 1916-1919, da man skulle udvide gaden. (se gammelt foto fra udgravningen)

På dette sted lå tidligere en lille høj, som delvis var opstået naturligt og til dels udviklet gennem tiderne. Denne skulle nu planeres, så gadekrydset kunne blive smukt og lige, og en del af højen, som ifølge Sandra Vasco Rocca (se litt.note 2 nedenfor) kaldtes "Altura Campanari", blev derfor gravet væk. Og den gamle begravelsesplads kom for dagens lys.

Der er tale om 4 grave, som i Antikken lå langs med Via Caelimontana, der løb udenfor den gamle Serviske Bymur. Udenfor murene var det i Antikken skik at anlægge hele gravgader og gravbyer og langs Via Caelimontana lå der mange grave, som man i tidens løb har fundet ved forskellige udgravninger, blandt andre de her behandlede og "Sepolcro di Ti. Claudius Vitalis", som ligger inde i den ikke-tilgængelige Villa Wolkonsky.

Der er desværre ikke adgang til gravkomplekset for enkelte besøgende, men kun for forudbestilte grupperundvisninger for min. 10 personer (se Kommunens hjemmeside herom - og her!)

Den ældste grav, kaldet "Sepolcro dei Quinctii", lader til at være den, som ligger yderst til venstre, på hjørnet af Via di Santa Croce. Den ejedes af en frigiven ved navn Publius Quinctius, som var boghandler. Den dateres til år 100 før Kristus. Også Quinctius' hustru Quinctia og hans elskerinde Quinctia Agatea blev begravet her. Graven består af et lille rum, ca.2,80 x 2,95 meter, som er delvist udhugget i klippen. Gulvet er den rå klippe, hvori der er hugget 3 aflange grave, den ene lige indenfor døren og de to andre på hver side heraf. Gravene var dækket af teglsten. En del af murene er bygget op i cement og dækket af et tyndt lag puds.

På et senere tidspunkt er der blevet lavet 4 åbne nicher i endevæggen, hvor der kunne stilles terracottaurner. Rummet har altså været anvendt til 2 begravelsestyper.

Gravkammeret har facade af store tufblokke med en dør mellem 2 udhuggede rondeller. Dørens teglsten er en moderne restaurering, men den udskårne dørkarm er oprindelig. Bemærk det høje fundament, hvorpå gravene er opført.

På facaden løber en indskrift med teksten "P. Quinctius T.L. libr - Quinctia T.L. uxsor - Quinctia P.L. Agatea liberta - condubina - sepulcr. heredes - ne sequatur", som læses "P(ublius) Quinctius T(iti) l(ibertus) libr(arius) - Quinctia T(iti) l(iberta) uxsor - Quinctia P(ubli) l(iberta) Agatea liberta - concubina. - Sepulcr(um) heredes - ne sequatur" og oversættes således: "Publius Quinctius, Titus Quinctius' frigivne, boghandler (eller kopist); Quinctia, Titus Quinctius' frigivne slavinde, hustru (til P.Quinctius); Quinctia Agatea, Publius Quinctius' frigivne slavinde og konkubine. Gravstedet kan ikke gå i arv". Den sidste sætning betød blot, at graven ikke måtte sløjfes, men derimod nok at arvinger eller familiemedlemmer kunne blive begravet i rummet, som det tilsyneladende er sket i endevæggens senere udhuggede nicher og af en senere aflang grav, som blev anbragt på tværs af de 3 første, bag disses "hovedgærder".

Den næste grav er en dobbeltgrav, som dateres til begyndelsen eller midten af det 1. århundrede før Kristus. Den kaldes "Sepolcro Gemino" og har to små rum i tuf med hver sin dør ved siden af hinanden. Gravrummene er rektangulære på ca. 3 x 4 meter. Sidevæggene og skillevæggen har oprindeligt været opført i cappellaccio, men blev senere genopbygget i teknikken "opera reticolata" og forsynet med nicher til 2 urner. Disse grave var fra starten beregnet til ligbrændingsgrave, men senere blev der lavet flere store grave i gulvene.

Også facaden til denne grav , som er trukket en smule ind i forhold til de øvrige facader og til det høje fundament, er lavet af store tufblokke, mens den indre væg er opført i cappellaccio. På hver side af dørene er der buster af de afdøde: til venstre ses buster af 1 kvinde i "palla", som dækker hendes hovede, og 2 mænd, en ung mand og en moden mand, i tunica og toga. Til højre ses 2 kvinder.

Under busterne er der indridset en tekst med personernes navne. Heraf kan man se, at graven i hvert fald har rummet 6 personer. Teksten er både svær at læse på grund af tidens tand og visse steder vanskelig at tolke, men de nyeste udlægninger lyder således:

Under kvinden til venstre står: "Clodiae N.l. Stacte - L. Marcius L.f. Pal. Armit - M. Annius M.l. Hilarus - ..oc...num.... - ..s....", som læses "Clodiae N(umeri) l(ibertae) Stacte - L(ucius) Marcus L(uci) f(ilius) Pal(atina) Arm(---) - M(arcus) Annius M(arci) l(ibertus) Hilarus - hoc m(o)num(ent)um he(r)edes - (ne) s(equa)tur".

Under den unge mand i midten står: "N. Clodius N.l. - trupho - he..de.. - ur", som læses "N(umerius) Clodius N(umeri) l(ibertus) - Trupho".

Under den modne mand til højre står: "C. Annae C.l. - Pal. - Quinctionis", som læses "C(ai) Annae(i) C(ai) l(iberti) - Pal(atira) - Quinctionis".

Teksterne oversættes således: " (Denne grav tilhører) Clodia Stacte, Numerius (Clodius)'s frigivne slavinde; Numerius Clodius Trupho, Numerius (Clodius)'s frigivne; Gaius Anneius Quinctio, Gaius (Anneius)'s frigivne, indskrevet i Tribu Palatina; Lucius Marcius Arm..., søn af Lucius (Marcius), indskrevet i Tribù Palatina; Marcus Annius Hilarus, Marcus (Annius)'s frigivne. - Denne grav kan ikke indgå i arv".

Under de to tunica og palla-klædte kvindebuster til højre for dørene står indskrifterne: "Cae... A.l. Plotia A.l. - Apollonia .....s..", som læses: "Cae(lia) A(uli) l(iberta) - Apollonia" og "Plotia A(uli) l(iberta) - ..s.." og oversættes: "Celia Apollonia, Aulus (Celius)' frigivne" og "Plotia ..s.., Aulus (Plotius)'s frigivne".

Har man mulighed for at besøge gravene, kan man studere kvindebusternes forskellige frisurer: Clodia Stacte har midterskilning og løse lokker, som lader hendes ører fri, Celia Apollonia har håret trukket væk fra panden af et hårbånd, mens det i nakken falder frit og kruset. Plotia derimod har midterskilning og lette bølger i håret.

Giovanna Giacomo (se litt.note 1 nedenfor) tolker ejerskabet til den venstre dobbeltgrav således: Det kan være de frigivne Clodia Stacte, N. Clodius Trupho og C. Annaeius Quinctio, som har ladet graven bygge. Senere har de fået medejerskab af L. Marcius Arm(---) og M.Annius Hilarus. Tolkningen bygger på opbygningen og rækkefølgen af indskrifterne. Desuden anfører Giacomo, at der kan være tale om en familie af frigivne, bestående af moder, søn og fader, som busterne antyder og som også sammenfaldet af de to's tidligere ejer synes at vise: "Trupho, som er blevet frigivet samtidig med sin moder af en N.Clodius, blev sandsynligvis født, mens hans forældre endnu var slaver. Dette ses af sønnens tilføjelse "frigiven", da børn født af 2 frigivne blev romerske borgere." Det er så muligt, at graven senere er blevet solgt eller overdraget til de næste ejere.

Den tredie grav er et urnegravsted, et såkaldt "columbarium" ("Colombario Anonimo"), som også stammer fra omkring begyndelsen af det 1. århundrede før Kristus. Desværre er der meget lidt tilbage af denne grav. Den store bue, som fører ind i rummet, er en senere teglstensstøttebue, da rummet er gravet ud i den bakke, hvorpå Villa Wolkonsky ligger. Den oprindelige facade er næsten helt ødelagt, men var opført i store bolkke i peperino-sten oven på et fundament af beton, dækket med cappellaccio-sten. I hver side var der nogle tufblokke, som stadig ses. Ovenpå den venstre af disse er der yderligere nogle peperinoblokke, som var en del af facaden. Bagved lå gravrummet, som havde en størrelse på omkring 4,82 x 4,66 meter. Oprindelligt havde rummet hvælvet loft.

Graven blev flere gange ombygget, gulvet blev hævet, og vægge og facade repareret med andre materialetyper. Det er muligt, at garvrummet oprindeligt har været opdelt i 2 mindre rum af en midtervæg, hvori der har været nicher til askeurnerne, men disse kan også have været nedsat i gulvet, hvor man iøvrigt også har udgravet en barnegrav, der var dækket til med teglsten og forsynet med 2 små klokker i bronze. På et senere tidspunkt blev der i væggene udskåret nicher til nye begravelser: i hvert fald 3 større grave i højre væg og 3 urnenicher i venstre væg. Lidt af vægdekorationen er stadig bevaret, her ses stuk i grønnne og blå farver og konkyliemønster.

Endelig er der den sidste grav, som er senere end de øvrige og dateres til sidste del af det 1.århundrede før Kristus. Den er opført som et gravmæle i alterform og på et senere tidspunkt er den blevet udvidet med en muret bagvæg til at danne en ny grav. Den har en indskrift, der nævner 2 personer fra slægten Auli Caesonii og en person ved navn Telgennia, og kaldes derfor "Sepolcro dei Caesonii".

Denne grav blev først opdaget i 1919 og er kun delvist udgravet. Den er opført i peperinoblokke på et højt fundament og har som nævnt muligvis været afsluttet foroven af en overligger med alterafslutning. Fundamentet har været udsmykket med relieffer, men disse er til dels udvidskede. Oprindeligt har alteret stået frit på et lidt større område, senere blev det udvidet og indrettet til gravkammer ved opbygning af en væg i opera reticolata-teknik, så der dannedes et helt nyt rum omkring det med sidevæg ind i mod det til venstre liggende "columbarium". Bagved det udgravede rum ligger - under højen, hvorpå Villa Wolkonsky hviler - et lille rum med nicher til askeurner. Man kan skimte noget af dette fra columbariet ved siden af.

Oven på det oprindelige "alterbord" ligger en stor stenklods på 60 x 137 cm med en indskrift, der nævner navnene på gravens ejere. Her står: "A. Caesonius A.f. Col. - Paetus - A. Caesonius A.l. - Philemo - Telgennia P.l. Philumina v.", hvilket læses "A(ulus) Caesonius A(uli) f(ilius) Col(lina) - Paetus - A(ulus) Caesonius A(uli) l(ibertus) - Philemo - Telgennia P(ubli) l(iberta) Philumina v(iva)" og oversættes: "Aulus Caesonius Paetus, søn af Alus (Caesonius), indskrevet i Tribù Collina, er død. Aulus Caesonius Philemo, Aulus (Caesonius)'s frigivne. Telgennia Filumina, Publius (Telgennius)'s frigivne slavinde, i live".

Teksten her er imidlertid ikke den oprindelige. Der har tidligere stået en anden, som er blevet slettet, men hvoraf de første og nogle af de sidste bogstaver i hver linie har kunnet tydes på det, der nu ses som en ramme om den nye indskrift: "A .... tus - A.... - T.... - IN...... - T.....". Giovanna Giacomo (se litt.note nedenfor) foreslår ud fra de sammenfaldende bogstaver i linierne 1-3, at der oprindeligt har stået den samme tekst som i den nye indskrift, men her opdelt på kun 3 linier. De sidste 2 linier kan havde huset navne på medejere eller en afslutningsformular. En typisk sådan, som kunne passe til denne indskrift, kunne være: "In fr(onte) p(edes) XVIII, in agr(o) p(edes) --- arbitratu - Telgenniae P(ubli) l(iberta) Philuminae". Den oversættes "foran måler graven 18 fod, mod det frie land ... fod, (opført) under ledelse af Telgennia Philumina, Publius (Telgennius)'s frigivne".

Dette gravkompleks er særligt interessant, fordi vi her kan følge gravskikken over en periode, med start fra venstre, hvor Sepolcro dei Quinctii viser en kammergrav, til Sepolcro dei Caesonii, yderst til højre, som var en fritstående grav. Desuden ses hvorledes man startede med at begrave de afdøde i jordgrave for at ende med ligbrænding og urnegrave.

Af yderligere interesse er resterne af 2 vandledninger, som man kan se i et underjordisk rum. De blev udgravet i 1917 og menes at stamme fra den såkaldte "Rivus Herculaneus", en del af akvædukten Acqua Marcia, hvorigennem vandet flød med stort tryk.

Litteratur og links om Sepolcri Repubblicani:
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 274-275.
(1) Giacomo, Giovanna: Ancora sul corredo epigrafico del Sepolcri Repubblicani di Via Statilia. --- i : Roma, una città, un impero. Nr.1. 2010.
- side 4-29.
(2) Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XV : Esquilino. A cura di Sandra Vasco Rocca. 2.edizione, 1982. --- side 150-152.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 358.
I Rioni di Roma : storia, segreti, monumenti, tradizioni, leggende, curiosità / Alberto Manodori, Ludovico Pratesi, Claudia Cerchiai, Mauro Quercioli. Roma : Newton & Compton editori, 2005.
- Volume 3: Trastevere, Borgo, Esquilino, Ludovisi, Sallustiano, Castro Pretorio, Celio, Testaccio, San Saba, Prati.
- side 1013-1014.
RomArcheologica : guida alle antichità della città eterna. 5. Itinerario: Il Quirinale, L'Esquilino, Il Colle Oppio. Elio de Rosa editore, 1999.
- side 33-34.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 141-143.
Info.Roma: Sepolcri di Via Statilia.
Roma segreta: Via Statilia.