..........
Cop. Leif Larsson

Dette er en af Rom berømte "talende statuer", som fra begyndelsen af 1500-tallet og op i 1800-tallet af byens kritiske og vittige hoveder om natten fik påklæbet små sedler med satiriske vers og kommentarer til de offentlige tiltag, som folket ikke fandt behag i. Ofte "startede" en af statuerne med en kritisk kommentar, hvorefter nogle af de andre "talende statuer", som fandtes i byens forskellige kvarterer, "svarede" med satiriske overvejelser. Disse "samtaler" kaldes "pasquinate".

Det er egentlig en antik marmorstatue, som menes at stamme fra det Isis-Tempel, som lå her i nærheden, og den har muligvis forestillet en af Templets præstinder eller måske ligefrem gudinden selv. Den specielle knude, med hvilket hendes sjal er knyttet over brystet, kaldes en Isis-knude, un nodo isiaco. Statuen dateres til det 2.-3.århundrede efter Kristus og der er forskellige hypoteser om dens oprindelige udseende og hvor den kan have haft sin plads. Måske var det den øverste del af Templets gudebillede og måske har den store marmorfod, som findes i Via Piè di Marmo, været en del af statuen. Andre mener, at statuen har været en del af den statuegruppe som prydede Tempelgavlen.

Statuen blev omkring år 1500 erhvervet af Kardinal Lorenzo Cybo og opsat foran Kirken San Marco. Senere er den blevet flyttet et stykke mod vest til det hjørne, hvor den står idag.

Det pudsige navn skal ifølge nogle stamme fra den Lucrezia d'Alagno, som havde været elskerinde til Alfonso V d'Aragona, Konge af Napoli, efter hvis død hun var flyttet til Rom og havde bosat sig et palæ tæt ved San Marco. Ifølge andre beretninger er statuen opkaldt efter en vis Lucrezia, som var gift med Giacomo dei Piccini fra Bologna. Ægteparret havde en ejendom ved siden af Pladsen i 1536.

De lokale beboere tog Madama Lucrezia til sig og ved den årlige fest først i Maj måned blev hun pyntet med kæder af hvidløg, røde pebre, løg og kulørete bånd. Delli (se litt.note forneden) fortæller om denne fest, som også kaldtes "ballo de li poveretti" (De fattiges bal), hvori unge som gamle, samt mange specielle typer, tog del til stor moro for tilskuerne: "De to osterier, som lå ved Pladsen, et kaldet "del Campanello" der som skilt havde en engel som ringede med en lille klokke, og et andet kaldet "dei Tre Re" (De Tre Konger)... gjorde fantastiske forretninger og fik store fortjenester".

I 1799 faldt statuen ned fra sin sokkel og kom til at ligge med ryggen i vejret. Det var midt under tiden, hvor den Romerske Republik herskede, og kritikerne hæftede straks en seddel på den på maven liggende statue med teksten "non ne posso veder più": "Jeg kan ikke holde ud at se mere". Ved faldet gik statuen i 8 stykker, men den blev restaureret i 1806.

De øvrige "talende statuer" er: Pasquino, Marforio, l'Abate Luigi, Il Facchino og Il Babuino og deres forsamling fik kælenavnet "Congrega degli Arguti" (De vittiges/skarpes forsamling/ bande). Mens der kendes mange "pasquinate" fra flere af disse statuer, findes der ikke ret mange vidnesbyrd om "udtalelser" fra Madama Lucrezia, faktisk nævnes der kun 2, den ovenfor omtalte "Non ne posso veder più" fra 1799 og så sætningen "Mors intravit per cancellos" fra 1591. Dette år blev Pave Gregor XIV syg og mente, at luften omkring Piazza Venezia ville være bedre for ham. Den 4. Oktober lod han sig derfor transportere fra Vatikanet og ned til Palazzetto Venezia, som i parantes bemærket dengang stod længere mod øst og Piazza Venezia end idag, nemlig på den højre side af Kirken San Marco. Ændringen havde dog ingen virkning på Pavens helbred og det lykkedes ham ikke at undslippe døden, da han udåndede 11 dage senere. Det var en overraskelse for mange, at døden kunne indhente ham i den beskyttede bygning med den gode og friske luft, men en satirisk sjæl satte en kommentar på Madama Lucrezia: "Døden kom ind gennem (port)gitteret".

Litteratur om Madama Lucrezia:
Ankerfeldt, Carl: Romerske spottefugle : de talende statuer. Kbh. Schultz, 1965.
- side 118-132.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 545.
Malizia, Giuliano: Le statue di Roma. Roma, Newton Compton editori, 1. edizione, 1994.
- side 16-19.
Vanni, Maria Anna Causati: Lucrezia d'Alagno: madama parlante. i: Roma - ieri, oggi, domani. Periodici Locali Newton, Anno VII n.68, Giugno 1994.
- side 86-89.
Specchioromano: Madama Lucrezia a piazza San Marco / di Cinzia Dal Maso.
Le Statue Parlanti: Restauro Madama Lucrezia.
Wikipedia (italiensk tekst): Madama Lucrezia.
060608: Madama Lucrezia.