|
|
|
|
|
Denne stilretning indenfor malerkunsten fremviser ifølge den tyske Wikipedia "et perspektivisk maleri på vægge eller lofter, der skal give den illusion, at rummet er større end dets egentlige udstrækning". Den illusionistiske rumkunst brugtes allerede i Antikken i det pompeianske maleri, hvor væggene var bemalede med arkitektoniske elementer, søjler, vinduer, gesimser, der "åbnede" rummet - måske ud til den ydre verden, fremstillet indenfor de arkitektoniske rammer som udsigt til en have eller en horisont i det fjerne. I Renæssancen udformedes det korrekte central-persepektiv og med dette udvidedes brugen af det illusionistiske maleri betydeligt. Her kunne man "åbne" plane loftsflader, så beskueren så lige op i himmelen - der måske anedes over en balkon med festklædte personer, der kiggede ned - eller måske op igennem skyer, hvorpå guder og engle havde lejret sig for at følge med i livet på jorden nedenfor. Den illusionistiske kunst bestod altså i "malet arkitektur", der kunne åbne rummet helt eller blot forskyde opfattelsen af det. Ved brug af malede søjler og gesimser kunne man yderligere skabe illusion af nicher og fremspring i rummet. Man taler også om skinmaleri eller trompe-l'oeil malerier, fordi øjet (l'oeil) narres (tromper). Nogle eksempler på trompe-l'oeil i Rom: Kirken Santa Susanna har quadraturmaleren Matteo Zoccolini (ca.1590-1630) malet snoede søjler, dekoreret med vinblade og forsynet med gesimser, mellem Baldassarre Croce's fresker med motiver fra Santa Susanna's liv. På denne måde synes det enskibede kirkerum større og partierne mellem malerierne illuderer siderum. Litteratur om Quadraturmaleri: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|