|
|
I løbet af December måned opstilles der julekrybber i mange af Roms kirker og det kan være morsomt at følge med i fremstillingen af disse. De er ofte kunstfærdigt udført med Bethlehemsstjernen, der bevæger sig mekanisk henover en blå baggrund, måske med stjerner, som er oplyst af lamper bagved. Der findes alle typer af krybber, fra de enkle med blot en markeret staldbygning til hele, store landskaber, med hele byer befolket af figurer i færd med alle slags gøremål. De vigtigste personer i julekrybben er selvsagt Jomfru Maria og Josef samt Jesus-Barnet, som dog først anbringes i krybben Julenat. Også en liggende ko og en liggende hest hører til stalden i Bethlehem. Hyrder og får kan være anbragt i nærheden og på "markerne" udenfor, mens de hellige tre konger først gør deres entre den 6. Januar. Blandt de store tilløbsstykker er julekrybben på Peterspladsen samt krybben på Den Spanske Trappe (se foto). Begge stilles op i løbet af December måned, men afsløres først Julenat og tages ned i løbet af Januar. Der findes dog også permanente krybber, for eksempel en stor, interessant krybbe i Kirken Santi Cosma e Damiano i Via dei Fori Imperiali. Og Kirken Santa Maria del Popolo har som regel i Januar måned en udstilling af krybber fra hele verden. Også Roms renovationsarbejdere har fremstillet en meget stor og spændende julekrybbe, som kan besøges hele året rundt: fra 15.12. til 30.1.: kl.8-20, fra 1.2. til 14.12.: kl.9-19. Søn- og helligdage dog kun kl.8-11.30. Indgangen er gratis og adressen er: Via dei Cavlleggeri 5. Et krybbemuseum findes også i Rom ved Kirken Santi Quirico e Giulitta. Indgangen er i Via di Tor de' Conti nr.31A ("Museo Tipologico Internazionale del Presepio"). De fleste familier opstiller også deres egen julekrybbe i hjemmet og alle hertil hørende dele kan købes på det store julemarked (se fotos), som indtager Piazza Navona i December måned. Skulle man mangle en del, kan den idag også købes via Internettet og de forskellige links hertil kan man finde på krybbemuseets hjemmeside.
Link til den italienske julekrybbe forening "Associazione Italiana Amici del Presepio". |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|