Gallikanismen var en retning indenfor den franske katolske kirke, der hævdede dennes selvstændighed overfor Paven.

Ordet gallikansk (på italiensk: gallicano) betyder: noget, der tilhører, har sammenhæng med Gallien, d.v.s. Frankrig, og bruges helt specifikt om Den Gallikanske Kirke (Chiesa Gallicano), som ifølge de 4 artikler, fremsat af Bossuet i 1682, regner præsternes og koncilernes beslutninger som stående over Pavens.

Den Gallikanske Kirke havde sin egen særlige liturgi fra tiden før Karl den Store's reform med blandt andet 3 læsninger i formessen og ved en dåb en bekendelse før selve dåbshandlingen.

Tilhængerne af denne liturgi kaldtes gallikanere og denne oprindeligt senmiddelalderlige retning bredte sig og fik stor politisk betydning under det store skisma i årene 1378-1415, ved den pragmatiske sanktion i Bourges i 1438 og under Kong Louis XIV i stridighederne med Paverne i slutningen af det 17.århundrede, hvor blandt andre Paverne Innocens XI og Alexander VIII hævdede Pavens overhøjhed indenfor den katolske kirke.

Litteratur om Gallikanisme:
Kirke og Kristendom Leksikon. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt. Gyldendals Bogklubber, 2001.
- side 122, 383, 317.