Da det nye samlede italienske Kongerige blev dannet og Rom derpå indlemmet heri i 1870, blev de religiøse ordener ved lovgivning lukket og deres ejendom konfiskeret.

I andre europæiske lande overtog Staten denne ejendom, men i Italien blev den lagt ind i et uafhængigt "Direktorat", der fra 1866 fik navnet "Fondo per il Culto". På denne måde ville man respektere adskillelsen mellem Stat og Kirke og samtidig undgå at udgifterne til gejstligheden skulle tynge det nye Riges statsbudget.

"Direktoratet" sørgede nu for at holde den mængde kirker åbne, som var nødvendige i forhold til befolkningen, og den beholdt også en række klostre, som var særligt knyttet til pasningen af de tilhørende kirker. Resten blev enten solgt til Stat eller Kommune til brug til offentlige formål såsom skoler, kontorer, hospitaler, børnehjem og lignende, eller solgt på åbne auktioner til private.

I 1932 blev Il Fondo per il Culto lagt ind under Ministero della Giustizia e dei Culti og senere under indenrigsministeriet, Ministero dell'Interno. Hovedformålet var løn- og pensionsudbetalelser til præster og ansatte ved kirkerne.

I 1985 enedes Kirken og den Italienske Stat om en ny aftale, hvorefter Il Fondo per il Culto kunne nedlægges. I stedet oprettedes et nyt kontor "Il Fondo Edifici di Culto", der skulle varetage opsynet med og vedligeholdelsen af de bygninger, som Direktoratet ejede.