|
|
|
|
|
Paracciani-familien var en fin familie fra egnen Le Marche, som slog sig ned i Rom i det 17.århundrede, hvor familiemedlemmerne gjorde karriere såvel indenfor Kirken som i det civile liv. I 1746 ophøjedes familien blandt den romerske adel og de fik titel af grever. De opførte på et tidpunkt før 1748 et familiepalæ, Palazzo Paracciani Nepoti, nedenfor Capitolhøjen ud mod gaden Ripresa dei Barneri overfor Palazzetto Venezia på hjørnet af Via Macel de' Corvi. Af familiens medlemmer kender vi: Giandomenico Paracciani, der blev født i 1647 og i 1706 blev udnævnt til Kardinal af Pave Clemens XI. Han blev senere viceregent i Rom og døde i 1725. Francesco Paracciani beklædte i 1697 hvervet som Conservatore i Rom. Bonaventura Paracciani var i 1699 Priore dei Caporioni og derpå i 1714 Conservatore in Campidoglio. Rutilio Paracciani var Conservatore i 1710. Urbano Paracciani, der var født i 1715 og nevø til Kardinal Giandomenico Paracciani, blev Ærkebiskop i Fermo og Kardinal i 1755 under Pave Clemens XIII. Han døde i 1777. Den sidste af familiens medlemmer var Faustina Paracciani, der giftede sig ind i Ricci-familien, som herpå antog begge navne og viderførte dem som: Ricci Paracciani-familien. Familiens våben har blå baggrund, hvorpå der lodret slynger sig en grøn slange, overskåret på midten af et rødt bånd. På begge sider af slangens hovede ses en lilje i guld og øverst er der en guldstjerne. Litteratur om Paracciani-familien: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|