|
|
Andrea Bregno blev født nær Como omkring 1418 og uddannet i den lombardiske tradition. Han var søn af en Cristoforo Bregno da Righeggia og han havde 2 brødre, Ambrogio og Girolamo, der senere arbejdede som billedhuggere i Andrea's værksted i Rom. Man kender ellers intet til Andrea Bregno's liv, inden han dukkede op i Rom i begyndelsen af 1460'erne og nedsatte sig med et større værksted, der producerede utallige altre og gravmæler, der karakteriseres ved figurer opsat på nye måder i nicher. Her blev han den førende monument-billedhugger i anden halvdel af det 15.århundrede. Andrea Bregno udførte kun arbejder i sten og han nævnes under mange forskellige navne: Andrea Scarpellino (Stenhuggeren Andrea) eller Andreas Marmorarius efter hans erhverv, men også Andrea da Como, Andrea Mediolanensis eller Andrea da Milano efter sin fødeegn, eller Andrea de Monte Caballo, måske fordi han havde sit værksted her ved Quirinalhøjen (der på denne tid kaldtes Monte Caballo) ligesom mange mamorarbejdere i Middelalderen. Flere gange arbejdede Andrea Bregno også sammen med andre kunstnere som Mino da Fiesole og Luigi Capponi. Efterhånden steg Andrea Bregno' s ry voldsomt i Rom, hvor kun Mino da Fiesole og Giovanni Dalmata blev anset for at være ham overlegne. Da disse rejste fra Rom i 1480'erne overtog Andrea Bregno rollen som den vigtigste og mest indflydelsesrige billedhugger i byen. Andrea Bregno døde omkring 1503 i Rom. Han efterlod sig ingen børn, da hans søn Marco Antonio som 7-årig var død ved et ulykkestilfælde i 1473. I stedet arvede hans nevøer, Giambattista, Cristoforo og Giovanni Antonio hans ejendele. Andrea Bregno ligger begravet i Kirken Santa Maria sopra Minerva til venstre for Altare di San Giacinto lige indenfor venstre tværskib, gravmælet er udført af Luigi Capponi. Litteratur og links om Andrea Bregno: Oxford Companion of Art. - side 157. Allgemeines Künstlerlexikon. München, Saur, 1992-. Links om Andrea Bregno: "Artcyclopedia: Andrea Bregno" |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|