|
|
Pellegrino Rossi var født i Carrara i Toscana den 13. Juli 1787. Han studerede jura i Bologna og kom efter endt studium til at undervise ved universitetet her. Rossi var tilhænger af tanken om Italiens samling. Han støttede Joachim Murats idéer og blev Guvernør over Bologna. Men efter Murats nederlag ved Tolentino i 1815, måtte Rossi gå i eksil i Genève, hvor han blev schweizisk statsborger og underviste. Også her tog han aktivt del i politik, men han vandt ikke gehør for sine forslag og i 1833 valgte han at flytte til Frankrig. hvor han var tiltrukket af det politiske klima. I Paris underviste Rossi i politisk økonomi ved Sorbonne. Her blev han tilnkyttet Kong Louis Philippe's hof og sendt på en diplomatisk mission til Rom i 1845, hvor han skulle forhandle om Jesuiter-Ordenens opløsning. Dette hverv udførte han så godt, at han herefter blev udnævnt til fransk Ambassdør ved Pavestolen. I 1848 blev den franske Konge væltet og Pellegrino Rossi foretrak nu at forblive i Rom, hvor Pave Pius IX i September 1848 bad ham om at indtræde i hans regering. Ikke alle var imidlertid enige med Rossi i hans politiske idéer og han blev mere og mere upopulær. Den 15. November samme år blev Pellegrino Rossi myrdet på trappen foran Palazzo della Cancelleria, hvor regeringen dengang havde sæde. Stemningen blandt romerne, der ønskede reformer, og den pavelige regering, der enten var imod disse eller ønskede at gå langsomt frem, blev nu meget anspændt, og selvom Pius IX udpegede et nyt ministerium for at stilne det ulmende oprør, blev situationen ikke bedre. Den 25. November 1848 flygtede Paven til Gaeta for at bede om beskyttelse fra Kongen af Napoli. Året efter dannedes den 9. Februar "den romerske republik".
Litteratur og links om Pellegrino Rossi: La Grande Enciclopedia di Roma. A cura di Claudio Rendina. Newton & Compton editori, 2. edizione, 2003. - side1045. Catholic Encyclopedia: Pellegrino Rossi. Wikipedia: Pellegrino Rossi (engelsk tekst). |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|