|
|
Ennio Quirino Visconti (se foto) var født i Rom den 1. november 1751 som søn af den pavelige chef for arkæologi Giovanni Battista Antonio Visconti, fra hvem han arvede kærligheden til arkæologi og historie. Han skulle egentlig have gjort karriere indenfor Kirken, hvor han blev ansat ved Vatikanets Bibliotek, men han valgte i stedet at gifte sig med Teresa Doria og måtte derfor finde sig en ny beskæftigelse. Prins Sigismondo Chigi så mulighederne i den unge mand og knyttede ham til sig som bibliotekar. Samtidig arbejdede Visconti sammen med sin far på et katalog over Museo Pio-Clementino. Da romerne i 1798 indførte Republikken blev Ennio Quirino Visconti valgt som konsul, konservator ved Musei Capitolini og leder af det daværende Istituto Nazionale delle Scienze e delle Arti. På grund af sine republikanske sympatier måtte han senere forlade Rom og han slog sig ned i Paris, hvor han blev konservator ved Louvre og i 1803 medlem af Det Franske Akkademi. Ennio Quirino Visconti døde den 8. februar 1818 i Paris. I 1808 udgav Visconti værket "Iconographie grecque" og i 1810 "Iconographie romaine", hvoraf de sidste bind først udkom efter hans død. Han blev far til den franske arkitekt Louis Tullius Visconti. Litteratur og links om Ennio Quirino Visconti: La Grande Enciclopedia di Roma. A cura di Claudio Rendina. Newton & Compton editori, 2. edizione, 2003. - side 1324. Storia di Roma dall'antichità a oggi: Roma moderna. A cura di Giorgio Ciucci. Roma-Bari, Laterza, 1. edizione, 2002. - side 314, 344, 347. Biographisch-Bibliographisches Kirchenlexikon, www.bautz.de/bbkl: Visconti, Ennio Quirino. Wikipedia: Ennio Quirino Visconti. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|