lå i antikken på nordskråningen af Monte Celio, der vender ud mod Colosseo og den nuværende Via Claudia, hvor man ved vejkanten kan se rester af templet.

Det store tempel blev opført af Agrippina, Kejser Claudius' hustru og Kejser Nero's moder, i år 54 efter Kristus til minde om hendes afdøde ægtemand.

Templet stod på en højderyg, der var udjævnet og forstærket med kraftige støttemure. Det havde mure i en omkreds, der var 200 meter gange 180 meter og der var en søjleforgård med 6 søjler på forsiden og 3 på siderne. Efter Roms brand i år 64 omdannede Nero det til nymfæum, som han kunne se fra sit pragtpalads Domus Aurea, og til reserve for akvædukten Aqua Claudia. Det er ruiner fra nymfæet, som kan ses ved Via Claudia, mens rester fra selve det ældste tempel kan ses indbygget i kampanilen og klosteret ved kirken Santi Giovanni e Paolo oppe på Celio-højen.

Under Kejser Vespasian (69-79 efter Kristus) blev templet atter restaureret i forbindelse med bygningen af Colosseum overfor og den imponerende bygning stod endnu på Kejser Konstantin's tid (306-337). Senere indgik dele af bygningen i den nye store kirke Santi Giovanni e Paolo og det meste af tempelområdet udgør idag klosterhaven til samme kloster.

Mellem kirken og klosteret gik i antikken en vej fra det vejkryds, der idag er Piazza dei Santi Giovanni e Paolo ind forbi tempel-området og ned til Colosseo. Denne vej fik i det 12. århundrede en overbygning, som knyttede kirkebygningen sammen med kampanilen ved klosterbygningen og vejen leder stadig idag ind til klosterområdet.