ANNAS ROM GUIDE
San Giovanni in Carapullo

Denne gamle kirke på Colle Oppio havde mange tilnavne, fordi navnet på den antikke gade, hvorved den lå, i tidens løb var blevet meget forvansket.

Den antikke gades oprindelige navn var Clivus Pullius, som senere blandt andet blev til Clivo Plumbeo. Og her anlagdes i Middelalderen en lille kirke, der blev viet til San Giovanni med tilnavnene: in Clivo Plumbeo, in Carapullo, in Claro Polo, de Sarapollis, de Carapullo.

Første gang den nævnes er i Cencio Camerario's liste fra det 12.århundrede, hvor den kaldes "S.Johanni Crinibus Plumbi".

I 1571 nævnes den som sognekirke, sandsynligvis med et lille kapel tilknyttet. Den lå ikke ret langt fra en anden lille middelalderkirke "San Salvatore ad Tres Imagines". Stedet er antagelig i starten af Via in Selci ved nutidens Largo Visconti Venosta og Via Monte Polacco ikke langt fra den store kirke San Pietro in Vincoli. Det var dog ikke denne kirke, som San Giovanni blev underlagt, da den i 1571 havde mistet sin sognepræst, det var derimod præsten fra en anden nærliggende kirke Santi Sergio e Bacco ai Monti, som fik hvervet.

Efter slutningen af det 16.århundrede ved vi ikke mere om kirken.


Litteratur om San Giovanni in Carapullo:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 293.
Lombardi, Ferrucci: Roma, le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 1998.
- side 64.


Fotos fra området
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d.31.12.2002