|
|
Palazzo Cimarra ligger i Rione Monti på hjørnet af Via Panisperna nr.197 og Via Cimarra. Huset ligger på en grund, der afgrænses af gaderne Via Panisperna/Via di Santa Maria Maggiore, Via Cimarra og Via dei Ciancaleoni. Fordi grunden har en uregelmæssig form, har huset det også med henholdsvis skarpe og stumpe hjørner. Det er i fire etager med en stor portal omgivet af kvadrer og vinduerne har buede gavlfelter og enkle rammer ud mod pladsen overfor Kirken San Lorenzo in Panisperna. Palæet er bygget i 1796 og man mener, at arkitekten var Ferdinando Fuga, som samme år netop havde afsluttet byggeriet af den nærliggende Kirke Bambin Gesù i Via Urbana. Det var familien Cimarra, som lod palæet opføre og familien boede her selv, men en tid boede Portugals ambassadør, Grev De Souza-Holstein, i dette hus, hvor han afholdt store og berømte fester og banketter. Senere indrettedes bygningen til kaserne for "La Legione di Antibo" og - efter en gennemgribende ombygning i 1958 - huser den idag en politistation. Litteratur om Palazzo Cimarra: Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000. - side 347. Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975. - side 285. La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001. - side 104. Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . - Rione I, Monti. del 3: side 152f. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|