|
Via IV Novembre 114 |
Hjørnehuset mellem Via IV Novembre's sydside og Via di Santa Eufemia's østside er en stor 1800-tals bygning i rosa puds og travertin. Det blev opført i 1881 af Giuliano Capranica del Grillo og kaldes derfor også Palazzo Capranica Del Grillo De Luca, fordi det senere overgik til Grev De Luca Resta, der stammede fra en adelig familie i Milano.
Palæets hovedfacade ligger ud til Via IV Novembre, hvor det mod øst støder op til Chiesa Evangelica Valdese. Den brede hovedportal i 2 etager er flankeret af 2 kraftige søjler på robuste, høje baser. Over portalen er der et våben med en løve med hævet klo og et kors i poten. Henover løber der et bånd med 3 roser og det hele toppes af en krone. Søjlerne bærer en balkon i 3. sals-højde og en tilsvarende balkon dækker den sidste del af facaden samt hjørnet, der udgøres af en smal facade i en stump vinkel og det første stykke af sidefacaden, der vender ud mod Via di Santa Eufemia med en mindre portal i gadens nr.5. |
|
Huset har 5 etager og en tagterrasse med en tilbagetrukket loftsetage. Den høje stueetage og den lave førstesal er beklædt med stenkvadrer ligesom hushjørnerne i hele husets højde. En lignende stenrække er indsat efter de 3 første og før de 3 sidste vinduer mod Via IV Novembre. 2. salen har 11 høje vinduer med skiftevis buede og trekantede gavlfelter, mens 3. salens lidt mindre vinduer har vandrette gavlfelter og 4. salens vinduer blot har enkle travertinrammer. En bredt tagudhæng med konsoller afslutter de sidste 2 etagers rosa pudsede mur. Palæet har en halvcirkelformet indre gård med en forhal og søjlegang. På bygningen ses et skjold med familien Capranica's våben: 3 cypresser og et anker. Familien havde købt jordstykket af Ciccolini-familien (eller Piccolini-familien ifølge Rendina), som oprindeligt kom fra egnen Le Marche, men havde resideret i Rom siden 1500-tallet. De havde et familiepalæ på ejendommen, men det blev revet ned, måske fordi det lå forkert i forhold til anlægningen af Via IV Novembre i slutningen af 1800-tallet. På den nye bygning løber en frise med teksten "Julianus Capranica De Grillo a fund. extruxit A. MDCCCLXXXI" til minde om bygherren. Palazzo De Luca Resta huser idag Ingeniørernes Forsikringsselskab CNI, Consiglio Nazionale Ingegneri. Litteratur om Palazzo De Luca Resta:Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998. - side 285f. Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005. - side 604. Info.Roma: Palazzo Capranica Del Grillo De Luca. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|