La befana, der giver børnene gaver Helligtrekongersaften, opfattes trods sit udseende som en god og rar gammel kone, men ordet kan også dække over hendes lidt mere farlige side, hvor hun "tager de uartige børn". På grund af heksens udseende kom ordet også til at betyde "en gammel, grim kone".

La befana rider på et kosteskaft akkurat som en heks, men med den forskel at hun sidder med front mod skaftet foran sig. Natten til helligtrekongersdag flyver hun ned gennem husenes skorstene og lægger sine gaver i børnenes sko og strømper. Iørn Piø fortæller om la befana, der var i færd med at gøre rent og feje, da de tre vise mænd på deres vej mod Bethlehem kom forbi hendes hus og spurgte om hun ville ledsage dem. La befana havde imidlertid alt for travlt, men fortrød senere, at hun ikke var taget med og forsøgte derpå selv at finde frem til Jesus-Barnet med en gave. Det lykkedes hende ikke og derfor farer hun nu rundt med sin kost for at give gaver til alle de søde børn.

Nogle steder i Italien brænder man la befana på bålet ved Helligtrekongersfesten, måske er der her mindelser om ældgamle ritus, der har med overgangen til et nyt år at gøre. Det gamle år er blevet ældet, indskrumpet, udtørret og brændes, hvorved der fremkommer kul og aske, som gøder jorden, hvoraf det nye år med sine afgrøder kan opstå.

Litteratur om La Befana:
Carstens, Pernille: Her kommer julemutter med kost og spand. I: Tidsskriftet Sfinx. Institut for Klassisk Arkæologi, Aarhus Universitet.- 2008: nr.4: side 176.
Cattabiani, Alfredo: Calendario. Rusconi, 5. edizione, 1989.
- side 113ff.
Piø, Iørn: Julens hvem hvad hvor. Politikens Julebog. 3.oplag, 1984.
- side100.