|
|
|
|
|
Forhistorien: I den turbulente tid, hvor longobarderne og byzantinerne stredes om magten i Italien, havde Pave Stefan II valgt at alliere sig med frankerne, der lededes af Kong Pipin III, den Lille. Ved dennes hjælp fik Paven herredømmet over det tidligere longobardiske område omkring Ravenna, hvorved der nu skabtes grundlag for Kirkestaten, Patrimonium Petri. Med dette øgedes Pavestolens magt og prestige, samt dens politiske betydning og Stefan II's død vakte derfor stærke følelser. Nu var det afgørende, hvilken pave der valgtes og hvad vej han ville gå. Den 26 April 757 døde Stefan II og der var straks flere grupper på banen, en probyzantinsk som ønskede at genoprette båndene mellem den byzantinske Kejser og Paven, og en profrankisk som ønskede at fortsætte det tætte samarbejde med Pipin III. Allerede inden Stefan havde udåndet den 26 April 757, foreslog den probyzantinske gruppe deres kandidat, Ærkediakonen Teofilatto (Theophylact); men det var den profrankiske gruppe, som stod stærkest, repæsenteret som den var af Stefans bror, Diakonen Paul, der havde været Pavens fortrolige igennem de sidste år og som kendte Kirkens sager til bunds. Og valget endte da også med at falde på Paul, tidligere Diakon ved Kirken i Via Lata. Hvad der derpå skete: Den nye Pave, der beholdt sit navn og derfor blev den første pave med navnet Paul, blev indsat som Pave Paul I den 29 Maj 757.
Han stod nu overfor de samme problemer som tidligere med at holde Kirken uden for de stridende magters indflydelse. Han måtte modstå byzantinerne og den græske ortodokse Kirkes krav og han måtte sørge for at de longobardiske fyrster overholdt deres løfter om overdragelse af området omkring Ravenna til Kirken. For at opnå dette opretholdt Paul I den tidligere Paves gode relationer til frankerkongen Pipin den Lille.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|