|
|
Kort fortalt om Antonio Lo Duca: Antonio Lo Duca, i Rom kaldet Antonio Del Duca eller blot Antonio Duca, var en beskeden siciliansk præst, som i det 16.århundrede brugte hele sit liv på sin hjertesag: at få omdannet ruinerne af Diocletian's Termer til Kirken Santa Maria degli Angeli, der også er viet til de kristne martyrer, som var dømt til tvangsarbejde ved byggeriet i termerne. Fra han i Palermo i 1516 i en gammel kirke opdagede et maleri af Jomfru Maria og de 7 ærkeengle og til det endelig lykkedes ham at få indviet en kirke til disse i 1561, gik der 45 år og 7 paver blev i dette tidsrum konstant "bombarderet" med hans ønske og bønskrivelser. Utrætteligt forfulgte Antonio Lo Duca igennem alle disse år sin sag trods sygdom og fattigdom, omgivelsernes ligegyldighed eller hån, trusler og forbandelser, bagvaskelser og ydmygelser. Flere gange var han tæt på målet, men hans fjender og modstandere, heriblandt flere kardinaler og pavelige nevøer i høje stillinger, forpurrede hver gang hans forehavende. Men visheden om at han fulgte Guds vilje og de to visioner han modtog fik ham til ufortrødent at fortsætte trods sin manglende succes, indtil han omsider få år før sin død fik Pave Pius IV's accept af projektet, som Michelangelo tegnede planer til. Desværre nåede hverken Antonio Lo Duca eller Michelangelo at se deres kirke stå færdig, de døde med få måneders mellemrum i 1564. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|