var romersk konsul i år 40 før Kristus.

Han kæmpede sammen med Cæsar og derefter med Antonius og blev guvernør over Spania Ulterior. Efter Cæsar's død forenede Pollio sine styrker med Antonius' og Lepidus' mod republikken.

Han kæmpede på Antonius' side i slaget ved Perugia, men i år 40 før Kristus, da han var konsul, hjalp han Antonius med at forsone sig med Octavian i Brindisi.

I år 39 var han prokonsul i Makedonien og holdt et triumftog over partherne i den Illyriske Krig. Til sidst trak han sig tilbage fra det offentlige liv for at følge sine litterære interesser.

Han var af stor betydning i den romerske kultur, da han grundlagde det første offentlige bibliotek i Rom og gav som den første offentlige forelæsninger.

Hans litterære karriere strakte sig fra Cicero's og Catul's generation til Vergil's.

Han skrev tragedier, som han diskuterede med Cicero og som blev læst af Vergil og Horats. Han var anerkendt som taler og deklamator og han var selv meget kritisk angående litterære og stilistiske problemer, men han var især berømt som forfatter af en historie for perioden 60-42 før Kristus.