|
|
|
|
Denne helgen, som man først hører om i begyndelsen af 1000-tallet i skriftet "Historiae" af Ademaro di Chabannes, skal være født omkring 496 i en borg i nærheden af Orléans, hvor hans familie var en adelsslægt med tætte forbindelser til frankerkongen Klodevig (på italiensk: Clodoveo), der herskede i perioden 481-511. Den unge Leonardo ønskede fra barnsben at følge San Remigio, som var Ærkebiskop af Reims (Sankt Remigius af Reims) for at udbrede evangeliet blandt frankerne. Sammen dedikerede de deres dage til at hjælpe krigsfanger og indsatte i fængsler. San Leonardo fik snart ry for sin kyskhed og sit eksemplariske liv og på et tidspunkt fik han også tilbudt at blive Biskop, men afslog for i stedet at hengive sig til et eneboerliv i nærheden af Limoges. Her fik han af Kongen - efter at have hjulpet og bedt for dennes svangre hustru Clotilde - et stort stykke jord, hvorpå Leonardo lod bygge et Kloster. I området omkring opstod efterhånden en lille by, der kaldtes San Leonardo di Noblac eller Noblat. Mange troende søgte mod dette Kloster, både folk som ønskede helgenens hjælp til at blive helbredt af sygdom, og krigsfanger samt tidligere fængslede, der var blevet løsladt ved Leonardos forbøn. På et ukendt tidspunkt omkring midten af 500-tallet døde San Leonardo, men mindet om hans bedrifter levede videre, selvom det først var i 1000-tallet, at mangfoldige beskrivelser af hans liv og gerninger begyndte at florere, således at hans ry nåede til hele Europa og mange kirker blev viede til ham. Således også 3 i Rom: San Leonardo a Porta Flaminia, som nævnes i et kirkekatalog fra 1400-tallet men ellers er ukendt, San Leonardo in Albis, der stod i kvarteret Rione Sant'Angelo ud for Kirken Santa Maria in Publicolis men blev revet ned ca. 1621; samt San Leonardo in Settignano, som stod ved Via della Lungara tæt på Porta Settimiana og er kendt fra år 1240 men nedrevet i 1850. San Leonardo fejres den 6. November, hvilket skulle være hans dødsdag. Litteratur om San Leonardo di Noblac: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|