Legenden fortæller om 40 soldater i den romerske kaserne i Sebaste i Armenien, som blev dræbt omkring år 320 under kristenforfølgelserne iværksat af Kejser Licinius (308-324).

I år 320 beordrede Licinius pludselig alle kristne i den Østlige del af Romerriget, som han da herskede over, at afsværge deres tro da de ellers ville blive dømt til døden. Tidligere havde Licinius stort set ladet de kristne være, men denne pludselige vending skyldtes det pres, han følte kom fra Kejser Constantin i den vestlige del af Riget. Licinius følte da at hans styrke lå i at holde fast ved de gamle guder og de mange tilhængere de stadig havde, men omvendt gav hans forfølgelse Constantin en undskyldning for at erklære ham krig og samle Riget til ét kristent Kejserdømme.

Under disse forfølgelser beretter legenden nu om 40 soldater, af forskellig nationalitet, som var samlet i den 12. legion, udstationeret i byen Sebaste eller Sebastia i Armenien, den nuværende by Sivas i Tyrkiet. Disse 40 holdt fast ved deres kristne tro og nægtede at bøje sig for Kejseren og som straf for deres illoyalitet og oprør mod Kejseren og mod guderne, blev de dømt til at blive klædt nøgne og sat ud i en næsten tilfrossen dam for at knække deres vilje, mens varme bade og et lunende bål stod parat på bredden for dem, der afsvor troen.

De 40 soldater holdt imidlertid fast ved deres tro og dagen efter var de fleste af dem døde og resten blev nu dræbt af kejserens tro soldater.

Det fortælles, at en af martyrerne hed Melito og var ganske ung, men hans moder, der var enke, opildnede ham til at holde ud i troen til det sidste. Det fortælles også, at der var én enkelt af soldaterne, som afsvor troen og reddede livet, men at en anden soldat, en af fangevogterne ved navn Aglaius, da stod op og fortalte at han af de andres eksempel var blevet overbevist om den kristne tro og ifølge legenden skal han have lidt martyrdøden som den fyrretyvende soldat.

Før deres død lykkedes det martyrerne, hvoraf de fleste var ganske unge men én var gift og fader til et lille barn, at få en af deres kammerater til at skrive et afskedsbrev fra dem til deres forældre og slægtninge. I brevet fortalte de, at de var tilfredse med at dø for Kristus og at de ønskede at blive begravet sammen i byen Sarein tæt på Zela.

Der skulle være dokumentation for dette brev, mens resten af oplysningerne ikke alle er historisk sikre.

Dyrkelsen af de 40 martyrer overførtes også til Rom, hvor det første kapel indrettedes i en sal i nærheden af Kirken Santa Maria på Forum Romanum, som et af de tidligste eksempler på en hedensk bygning indrettet til kirke.

Vi kender ikke det nøjagtige tidspunkt for oprettelsen af dette kapel og heller ikke for de følgende, men efter år 1000 var der i Rom 4 kirker viet til de 40 martyrer: en ved Castro Pretorio, en ved Colosseo, "Santi Quaranta al Colosseo", en i Rione Pigna og en i Trastevere, idag kaldet "Santi Quaranta Martiri e San Pasquale Baylon", bygget af Pave Calixtus II i 1123.

Litteratur om Santi Quaranta Martiri di Sebaste:
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 179ff.
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 882.
Lombardi, Ferrucci: Roma, le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 1998.
- side 96.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982
- side 133f.