ANNAS ROM GUIDE
Kejser Eugenius

Vestromersk Kejser 392-394 efter Kristus

Flavius Eugenius blev udråbet til Kejser over det Vestromerske Rige af Generalen Arbogast efter Kejser Valentinian II's død i 392.

Man ved ikke rigtigt, om Valentinian II begik selvmord, eller om han blev dræbt af sin formynder Arbogast, som Kejser Theodosius I havde indsat i denne stilling. I hvert fald tøvede Arbogast ikke med selv at udnævne en ny Kejser efter Valentinians død uden at rådføre sig med Theodosius I.

Flavius Eugenius var romer, hoffunktionær og tidligere lærer i veltalenhed, anbefalet til Arbogast's onkel Ricomero af forfatteren Quintus Aurelius Symmachus. Han var ikke nogen stor personlighed og nåede da også kun at "regere" under Arbogast i 2 år, inden Theodosius besejrede dem i nogle store slag i Norditalien i 394 og Arbogast begik selvmord og Eugenius blev henrettet.

Efter sin tronbestigelse sørgede Eugenius for at Victoria-Alteret blev bragt tilbage til Senatet i Rom. Det havde Kejser Gratian ellers beordret fjernet, da han i 379 udsendte det dekret, der forbød al religionsudøvelse, der ikke var ortodoks kristen. Forskerne er lidt i tvivl om, hvorvidt Eugenius var hedning, eller om han var kristen, men blot tolererede den gamle religionsudøvelse.

Efter Eugenius' henrettelse i 394 tog Kejser Theodosius I selv magten i begge dele af Riget og for sidste gang i historien, var hele Romerriget ét rige samlet under én hersker.


Litteratur og links om Kejser Eugenius:
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
Wikipedia : The Free Encyclopedia: Eugenius.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d.12.7.2004