Lucius Domitius Ahenobarbus var søn af Agrippina den Yngre og hendes første ægtemand Gnaeus Domitius Ahenobarbus.

Ahenobarbus-slægten var en gammel romersk slægt, der talte 7 konsuler, 1 triumfator og 2 censorer, slægtsnavnet var Domitius og tilnavnet Ahenobarbus betyder "den rødskæggede", og det latinske ord "aheneus" angiver at den røde farve er som kobber eller bronze. En anset familie med et hidsigt og hovmodigt temperament.

Agrippina var af den ansete Gens Claudia, datter af Kejser Claudius' broder Germanicus, barnebarn af Kejser Augustus' hustru Livia, niece af den lastefulde Kejser Tiberius og søster til den vanvittige Kejser Caligula, som sladderen gjorde til hendes elsker.

Den 15.december år 37 efter Kristus fødtes Lucius Domitius Ahenobarbus og to år efter døde hans fader og hans moders ambitioner på sønnens vegne ville ingen ende tage.

For en tid måtte hun skrinlægge dem, da hun blev forvist til øen Ponza efter en anklage om sammensværgelse mod broderen Kejser Caligula, og Nero blev opdraget under fattige kår hos sin faster Lepida, men da hendes onkel Claudius var blevet kejser i år 41, kaldte han hende tilbage til Rom og her blev hun gift for anden gang med den velhavende Passienus Crispus.

Mens Claudius var gift med Messalina, som var niece til Agrippina's første mand, ventede Agrippina og Nero på deres tur. Men så snart, at Messalina var af vejen formåede Agrippina at fjerne alle forindringer, således at hun blev gift med Kejser Claudius i år 49.

Nu adopterede Claudius sin hustru's - og niece's søn, der så fik navnet Nero Claudius Augustus Germanicus og han fik forrang fremfor Claudius' egen søn Britannicus og blev forlovet med Claudius' datter Octavia.

Efter Kejser Claudius' død i år 54 (rygtet ville vide, at Agrippina havde forgivet ham) blev Nero kejser og sørgede snart for at få skaffet Britannicus og andre besværlige personer af vejen.

Således herskede Nero nu som kejser, men ung og uerfaren som han var, måtte han støtte sig meget til sin moders råd og til sin gamle lærer, filosoffen Seneca. Og Nero foretrak fornøjelserne fremfor regeringen, han holdt af at synge, danse og se på hestevæddeløb og han blev snart populær i Østen, fordi han var overmåde begejstret for Grækenland og den græske kultur. Han holdt sig gode venner med Senatet, men i Britannien lurede oprøret og der var uro i hæren.

Nero's opførsel blev efterhånden mere og mere outreret, han begyndte at optræde offentligt og romerne begyndte at opfatte ham som "uromersk". I år 65 opstod der et komplot mod ham, men det afværgedes ved et større blodbad og fik ham ikke til at ændre på sin opførsel. Hans grusomhed blev mere udtalt, han forsøgte at lade sin moder drukne og da dette mislykkedes, opfandt han et attentat fra hendes side for at få et påskud til at lade hende dræbe. Derpå lod han sin faster dræbe og efter først at have forvist sin hustru Octavia, blev hun også dræbt, fordi folket havde ondt af hende.

Derpå giftede han sig med Poppæa Sabina, som han var meget forelsket i, men endte også med at dræbe hende, fordi hun havde bebrejdet ham, at han kom sent hjem. Deres fælles datter Claudia Augusta døde som spæd.

Sådan fortsatte han med at rydde ud i sine nærmeste omgivelser med drab på drab: Claudius' datter Antonia, sin stedsøn - Poppæa's søn - Rufrius Crispinus, sin ammes søn lod han forvise, sin gamle lærer Seneca lod han tvinge til at begå selvmord og flere endnu.

Under Nero udbrød den store brand i Rom i år 64, rygtet fortalte, at Kejseren selv havde påsat den for at få ryddet en byggeplads til sin vilde planer om at bygge et kæmpestort pragtpalads, som kunne være ham værdigt. Man sagde, at han stod i et tårn på den ejendom, der i sin tid havde været Maecenas', og fornøjede sig med at betragte den brændende by, hvor ilden hærgede i 6 dage og 7 nætter.

På det nu fritlagte område kunne Nero lade sin drøm opføre: paladset Domus Aurea, hvoraf enkelte rum i dag er udgravede i Oppio-højen.

Men da han blev nervøs for romernes vrede over at han var ophavsmand til branden, skød han skylden over på de kristne, som nu mødte deres første omend kortvarige forfølgelse.

I år 66 gjorde jøderne oprør i Judæa og Nero hidkaldte da generalen Titus Flavius Vespasianus, som hans onkel Claudius havde været så begejstret for, men som efter dennes død havde holdt sig borte fra hoffet. Vespasianus fik sammen med sin ældste søn Titus kommandoen over hæren i Judæa og brugte de næste år på at nedkæmpe oprøret.

Efterhånden begyndte ulykkerne at hobe sig op, der kom en vældig pest-epidemi, et nederlag i Britannien, oprør i Armenien, Syrien, Lusithanien (hvor Poppæa's eks-mand Sulpicius Otho var guvernør), Gallien og tilsidst i Spanien af generalen Galba, der blev støttet af prætorianergarden, der tog magten, fik Senatet til at erklære Nero for afsat og anerkende Galba som kejser. Således blev Nero tvunget til at flygte og til selvmord.

Med Nero uddøde Cæsarernes slægt og i de næste to år fulgte 4 nye kejsere efter hinanden, den første var Galba, generalen som havde ledet oprøret i Spanien.