|
|
1499-1546 Giulio Romano kaldtes han efter sin fødeby, men hans fulde navn var Giulio di Pietro de'Gianuzzi også kaldet Giulio Pippi. Giulio Romano var født i Rom i 1499 og begyndte tidligt at gå til hånde hos maleren Giovan Francesco Penni, som arbejdede meget for Rafael, der her fik øje på den unge dreng med det åbenlyse talent og knyttede ham til sig som lærling. Giulio Romano kom således også til at arbejde for Rafael og sammen med Penni blev han dennes hovedarving ligesom han kom til at føre mesterens stil videre. Han deltog i arbejdet på Vatikanet's Loggia og i nogle af Rafael's Stanzer, hvor malerierne i Stanza dell'Incendio tilskrives ham. Efter Bramante's død i 1514 oplærte Rafael Giulio Romano som arkitekt og lod ham deltage i byggeriet af Peterskirken, så da Rafaels selv døde i 1520 var Giulio Romano klar til sammen med Francesco Penni at fuldføre de uafsluttede værker. Herudover kender vi blandt andre disse værker af Giulio Romano i Rom: En Madonna i Cappella dei Canonici i San Pietro. En Madonna i Palazzo Colonna. Maleriet "La Flagellazione" ("Piskningen") i Sakristiet i Kirken Santa Prassede. Alterbillede af Madonna med Barnet, Sant'Anna og Johannes Døberen i Kirken Santa Maria dell'Anima. I Villa Lante er der stadig nogle rester af de fresker, som Giulio Romano malede her. I oktober 1524 drog Giulio Romano fra Rom på opfordring af hertugparret i byen Mantova i Norditalien. og her kom han til at lægge sine betydeligste værker. I 1529 giftede han sig i Mantova med Elena Guazzo med hvem han fik sønnen Raffaello og to døtre. Den 1.11.1546 døde Giulio Romano i Mantova, hvor han også ligger begravet, mens hans søn Raffaello arvede en ejendom, som faderen ejede i Rom.
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950. Dizionario Larousse della Pittura Italiana, dalle origini ai nostri giorni. Edizione italiana a cura di Marina Sennato. Roma, Gremese Editore, Nuova edizione, 1998. - side 234f. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|