ANNAS ROM GUIDE

Torre Arpacasa: Tårn fra Middelalderen ved Campo de' Fiori

Se nr. 41 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Til venstre for biografen Cinema Farnese, som ligger på østsiden af Campo de' Fiori og på hjørnet af Via dei Giubbonari, rejser det imponerende Palazzo Orsini-Pio-Righetti sig med sine asymmetriske bygninger, der herudtil også viser sig at være af forskellig højde.

Det første hus, som står mellem biografen og Palæets facade ud mod Via del Biscione, er imidlertid af en egen beskaffenhed. Det drejer sig nemlig om resten af et af Middelalderens mange tårne, det såkaldte Torre Arpacasa eller Torre Arpacata.

Hvad navnet betyder, ved vi ikke, men vi ved, at Tårnet blev bygget i 1200-tallet af Orsini-familien på ruinerne af det antikke Theatrum Pompei, på hvis halvcirkelformede tilskuerpladser også nabopalæet rejser sig. Dette blev imidlertid først bygget i 1450 - i hvert fald i sin nuværende form.

Det lader til, at Tårnet har stået på linie med 3 andre tårne i området. Disse er imidlertid blevet indbygget i naboejendomme og derfor ikke umiddelbart genkendelige.

Det drejer sig om et tårn i Via dei Chiavari 38, det såkaldte Torre Tofara, et andet i Vicolo dei Chiodaroli nr.15 og det tredie i Via Monte della Farina nr. 30.

Forekomsten af disse 4 tårne på linie har ført til den antagelse, at de er rester af et gammelt besfæstet anlæg, en fæstningsmur, hvori der med regelmæssige mellerum indgik tårne. Til dette anlæg menes at have hørt et hovedtårn, nemlig Torre Arpacasa, og en beboelse.

Torre Arpacasa ved Campo de' Fiori. cop. Leif Larsson
Cop.Leif Larsson

Det høje tårn, som på et tidspunkt var forsynet med en urskive, er vist på Tempesta's kort fra 1593. Rester af fæstningsmuren i tufsten har man desuden fundet ved siden af Torre di Monte della Farina.

Det befæstede område tilhørte fra 1150 Orsini-familien.

 

Litteratur om Torre Arpacasa:
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ------- side 152.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Quercioli, Mauro: Le torri di Roma. Newton Compton editori, 1985.
- side 147-148.
Info.roma.it: Torre del Arpacata.
Medioevo.roma: Torre Arpacasa.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 10.7.2014