|
|
|
Santa Cecilia de Turre Campi - in Monte Giordano - Nu forsvunden Kirke - Se ved nr. 16 på Kort over den vestlige del af Piazza Navona-Turen |
|
Denne lille kirke eksisterer ikke længere. Den blev i midten af 1600-tallet revet ned og inkorporeret i byggeriet af Filippiner-Ordenens store Klosterkompleks Palazzo dei Filippini. Der var ellers tale om en gammel kirke, som var grundlagt i århundrederne før 1100-tallet, hvor den første gang nævnes i Cencio Camerario's kirkekatalog fra 1192 som "Sancte Cecilie Stephani de Pietro", mens den i 1230 i et andet kirkekatalog ("L'Anonimo Parigino") kaldes "Sancta Cecilia a domo Stephani Petri", altså Kirken viet til Santa Cecilia og beliggende i eller ved Stephanus Petrus' hus. Tilnavnet "de Turre Campi" fik Kirken, fordi den stod i et område, der kaldtes således efter et af Roms mange fæstningstårne, som stod her indtil 1536. Tårnet tilhørte den tidligere omtalte Stefano di Pietro, som var bypræfekt i slutningen af 1000-tallet. Det omtales derfor som "Torre di Stefano Pietro". Området "de Turre Campi" bredte sig mellem nutidens gader Vicolo dell'Avila og Via del Governo Vecchio. Kirken var altså viet til helgeninden Santa Cecilia og gennem tiden fik den mange tilnavne. Nogle er nævnt ovenfor, men den kaldtes også "Sancte Cecilie de Campo" (i kirkekataloget "L'Anonimo di Torino" fra1302) og "Santa Cecilia in Monte Giordano" efter lokaliteten Monte Giordano, som lå nord for Kirken. Det sidste tilnavn findes i en kirkeskatteliste udfærdiget under Pave Pius IV i perioden 1559-1565. Højen Monte Giordano, som ligger nord for Via del Monte Giordano, mellem denne og Via dei Coronari, var opstået i Middelalderen som depot af affald fra den senere forsvundne lille havn, Porto Tiberino. Kirkens nøjagtige beliggenhed var i det hjørne af Palazzo dei Filippini, som ligger ud til Via del Governo Vecchio og Via dei Filippini / Piazza dell'Orologio, faktisk på det sted, hvorover det store tårnur ("Torre dell'Orologio") knejser. Selvom Kirken blev revet ned i midten af 1600-tallet, ved man godt, hvorledes den har set ud. I en bog fra 1575 (Le cose meravigliose dell'Alma città di Roma, udgivet af Girolamo Francino) findes en tegning af facaden, som havde 3 etager i 2 lag, begge opdelt i 3 felter. De 2 lag var adskilte af mange friser, smalle og brede mellem hverandre, og rummede i det nederste 2 etager. I sidefelterne var her åbnet 2 høje, smalle døre under høje, trekantede gavlfelter. Og på førstesalen var der lidt mindre vinduer i brede rammer og buet overkant. Det brede midterfelt optoges af en stor og bred hovedindgangsdør, flankeret af søjler og profilerede dørkarme under et højt vindue med buet overkant, omgivet af spiralrelieffer. Midterfeltet i den øverste del havde et stort, kvadratisk vindue i kraftig profileret og dekoreret ramme om noget, der måske var en glasmosaik, og toppet af et våbenskjold. Sidefelterne var lidt lavere og forsynet med firkantede nicher i kraftige rammer over profilerede buede gesimser. Øverst toppedes mditerfeltet af et trekantet gavlfelt i profileret ramme. (se billede på www.borgato.be) Ifølge kilderne skal Kirkens indre have bestået af ét eneste skib med et enkelt alter, som Pave Calixtus II indviede i 1123. En mindeindskrift om begivenheden skal i slutningen af 1800-tallet være kommet for dagens lys på karmen til en dør i Klosterets indre gård. Den er desværre siden forsvundet. I kirkerummet var der flere grave for kvarterets betydende familier såsom Cardelli-familien og Rustici-familien. Ifølge Armellini (se litt.note nedenfor) var der på et tidspunkt 3 kapeller i Kirken, et som tilhørte familien Cardelli, et andet viet til San Michele og et tredie tilhørende Rustici-familien, som havde viet det til Undfangelsen. En engelsk kvinde, en enke ved navn Helen Clerk, også kaldet Elena Clerk, som boede i kvarteret ved Kirken, Rione Ponte, ønskede i 1390 at blive begravet i Santa Cecilia, for hvilket hun testamenterede Kirken en vis mængde voks til støbning af lys. I 1621 overlod Pave Gregor XV den lille Kirke til Filippiner-Ordenen, som fra 1599 havde holdt til i Kirken Santa Maria in Vallicella, så de kunne bygge en Klosterbygning. Filippinerne udskrev en offentlig konkurrence om en tegning til deres nye bygning og denne blev i 1637 vundet af arkitekten Francesco Borromini. Det nye Kloster kom til at dække over hele området mellem Piazza della Chiesa Nuova, Via dei Filippini og Via del Governo Vecchio, således at den gamle Kirke herved forsvandt. Santa Cecilia-Kirken blev altså revet ned, men for at mindes den gamle bygning lod Borromini den gamle altertavle opsætte på alteret i Filippinernes nye Kapel, kaldet Oratorio dei Filippini. I Santa Maria in Vallicella findes også et minde om Santa Cecilia de Turre Campi: på den fjerde mursøjle i højre sideskib sidder en smuk marmorsten i profileret ramme, toppet af et englehovede mellem spiraler. I teksten mindes Beata Felice da Barbarano, som døde i 1553. Den afdødes rester blev flyttet hertil i forbindelse med den gamle Kirkes nedrivning.
Området her var i Antikken en del af Marsmarken, Campus Martius, men man har ikke fundet særlige bygningsrester heromkring. Man har dog på hjørnet af Piazza dell'Orologio og Via del Governo Vecchio udgravet rester af et stort teglstensbyggeri, som må have ligget omtrent der, hvor den gamle Kirke senere kom til at ligge. Hvilken funktion dette antikke byggeri har haft, vides ikke. (se nr. 22 på Kort over Piazza Navona-området i Antikken).
Litteratur om Santa Cecilia de Turre Campi : |