Et af de fremmedartede syn, der møder den danske Romturist, er de mange gadealtre, som er opsat på husvægge og gadehjørner overalt i byen. De kaldes på italiensk "edicole sacre" = hellige nicher, små kapeller.

Det er små andagtssteder i hverdagen. Som regel er de viet til Jomfru Maria, som vises i forskellige attituder med og uden Jesusbarnet. Så kalder romerne dem kærligt "Le Madonnelle" = "de små Madonna'er". Men der er også en del viet til Kristus selv eller til forskellige helgener.

Mange af disse billeder blev højt æret før i tiden, mange æres såmænd endnu, men i mindre målestok og på mindre iøjnefaldende måde. De er forsynet med en lille lampe, så der altid kan brænde et lys, og måske med en lille vase til en blomsterhilsen. Nogle steder er der ved siden af opsat votivgaver som tak fra dem, der har fået en bøn opfyldt.

Den lille lampe tjente igennem århundrederne også et praktisk formål, det var som oftest den eneste gadebelysning, der fandtes i Roms snævre og i lange perioder også både skumle og farlige gyder. Her fandtes om natten et lys i mørket, en hjælp til at finde vej og måske en beskyttelse mod overfaldsmænd.

Skikken med at skaffe de lokale steder, gader og kvarterer særlig beskyttelse fra en specielt tilknyttet helgen eller Maria-skikkelse går langt tilbage. Faktisk stammer den helt fra Antikken, hvor romerne ved vejskel og gadekryds opsatte små helligdomme for den gud, der var særligt knyttet til det pågældende sted. Disse antikke skytsguder kaldtes "lares compitales" (af latin "compita", der betyder marksskel, vejkryds) og modsat "lares familiaris", der dyrkedes i hjemmene, blev disse tilbedt ude i byen ved deres "compitum"-alter.

Men den gamle skik overlevede Kristendommens indførelse og i stedet for de gamle guder, ærer man nu på gadehjørnerne Kristus, helgener og ganske særligt Jomfru Maria i hendes forskellige aspekter.

De fleste af de over 500 edicole, som findes idag (mod omkring 2700 i midten af 1800-tallet ifølge Rufini's katalog), stammer fra det 17. til det 19.århundrede og mange af dem er desværre meget blegede, fordi man op i tiden ikke har vedligeholdt dem. I de senere år er der dog foretaget en del restaureringer og noget tyder på, at man atter er ved at få øjnene op for disse specielle vidner om romernes nære forhold til især Jomfru Maria.

Mange gange er det i tidens løb sket, at disse "Madonnelle" har hjulpet de troende og derfor findes der også mange steder opsat votivgaver som tak. Disse er ofte små sølvhjerter, men på selve Madonna-billederne kan der også være indsat en krone eller perlehalsbånd, som bevis på netop dette billedes store betydning.

Der er også sket andre mirakler ved disse altre, for eksempel var der i 1796, da Pavestaten var truet af en invasion af franske tropper, en længere periode hvor en række Madonna-billeder åbnede og lukkede øjnene, så de troende strømmede til i store skarer for at bede. Nogle gange samledes der, når disse mirakler blev kendt (og rygtet løb hurtigt!), så store menneskemængder, at det generede trafikken og de undergørende billeder blev da taget ned og opsat i kapeller eller kirker i nærheden, hvor der var bedre plads.

Litteratur og links om Edicole Sacre og Le Madonnelle:
Edicole sacre Romane. Un segno urbano da recuperare. A cura di Luisa Cardilli. Fratelli Palombi Editori, 1990.
Grisoni, John S.: Le edicole sacre di Roma. Editalia, 1975.
Per le vie di Roma. Le edicole sacre. A cura di Luisa Cardilli. Bonsignori Editore, 2000.
Rufini, A.: Indicazione delle Immagini di Maria Santissima collocate sulle mura esterne di taluni edifici dell'Alma Città di Roma. voll.2. Roma, 1853.
Se billeder af de forskellige edicole på Photoroma's hjemmeside.
Engelsk-sproget side på Internettet.
Chi era costui?: søg på edicole og roma og se de mange fotos af gadealtrene.