|
|
|
|
|
I Oktober måned fejrede romerne vinhøsten ved at tage "på landet" udenfor bymurene om søndagen og feste med mad og drikke, dans og sang. Disse udflugter, som fandt sted igennem hele Oktober måned og derfor i flertal omtaltes som Ottobrate, stammer direkte fra de antikke Bacchanal- og Dionysosfester, som fejrede efteråret og den nye vin. Men disse fester fortsattes op igennem tiderne og det festlige og folkelige sceneri med romerne i stadstøjet, de unge mænd spillende mandolin eller dansende tarantel (hurtig italiensk dans i tredelt rytme skiftende mellem dur- og mol-afsnit) udenfor bymurene blev et yndet motiv for både de italienske malere og de danske guldaldermaler, som man for eksempel kan se på Wilhelm Marstrands maleri "Oktoberfesten", som hænger på Thorvaldsens Museum (se gengivelse på Nettet). Oktober-festerne fortsatte til begyndelsen af det 1900-tallet, hvorefter de langsomt ophørte, men i 2008 har Roms Kommune genoptaget traditionen over en week-end i begyndelsen af Oktober måned. Her vil man i området ved musiksalen Auditorium uden for bymuren ved Via Flaminia opbygge et tidstypisk osteria, hvor man vil kunne opleve saltarelli og stornelli (traditionelle dramatiske romerske sange) og bønder fra omegnen vil udbyde deres produkter, mens der vil være forskellige aktiviteter for såvel voksne som børn. Udflugterne foregik om søndagen eller om torsdagen, hvor romere fra alle dele af byen fra tidlig morgen begav sig på vej ud på landet. Til fods eller i lejede vogne med både disse og hestene pyntede med bånd med bjælder og høstløv. Den mest eftertragtede plads i vognen var den ved siden af kusken og den tilfaldt den pige i selskabet, som blev betragtet som den smukkeste, "la bellona", der fra dette sted måtte stå for skud, når de mandlige deltagere eller forbipasserende gav deres begejstring lyd. Og ifølge Claudio Rendina kunne dette ske med ret så saftige udtryk. Udflugtsmålene var flere, mod syd lå Monte Testaccio, hvor de i højen udgravede huler var indrettet til vinkældre med udskænkning, mod sydvest lå der på den anden side af Tiberen vingårde mellem Monteverde og Porta San Pancrazio, mod nord lå der store enge udenfor Ponte Milvio (Guldalderkunstnernes elskede Ponte Molle) og mod øst lå der andre vinmarker udenfor Porta Pia og Porta San Giovanni. Når først man havde nået sit mål, gik resten af dagen med at spise og drikke, enten på et af de mange osteria'er i omegnen, eller blot på en lun plet i græsset. Herefter gik dansen livligt i form af saltarello eller tarantella, de traditionelle syditalienske danse i et livligt tempo, akkompagneret af de medbragte musikinstrumenter. Ind i mellem konkurrerede ungersvendene i at synge sonetter for de unge piger og her kunne der nemt opstå jalousi, som kunne resultere i slagsmål senere på hjemvejen, hvor alle var trætte og havde fået lidt rigeligt at drikke. Hvilket også kunne være skyld i kuskenes nogle gange lidt hasarderede væddekørsel, der kunne ende i mere eller mindre alvorlige ulykker.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|