|
|
|
|
|
Det første Hellige År i den Katolske Kirke var år 1300, hvor Pave Bonifacius VIII indførte, at alle pilgrimme, der besøgte Rom i løbet af dette år, ville opnå fuldt aflad for alle deres synder ("indulgenza plenaria"). Dette år kaldte Paven for "Anno Centesimo di indulgenza" : "Hundredeåret for aflad", og det var meningen, at havert 100. år fremover skulle fejres som "Helligt År". Men allerede 50 år efter berammede Pave Clemens VI i 1350 med henvisning til i 3.Mosebog kapitel 25 et nyt Helligt År, der denne gang kaldtes for Jubelår ("II. Anno di Giubileo"="Det 2. Jubelår"). Ordet stammer fra det hebraiske ord "jobel", der betyder et vædderhorn. Med stød i vædderhorn varslede jøderne ifølge 3.Mosebog kapitel 25 hvert 50.år et særligt år, hvor trælle blev frigivet og jorden skulle hvile. ("Herren talte til Moses på Sinajs bjerg og sagde:.... Så skal du tælle syv sabbatår frem, syv gange syv år; de syv sabbatår bliver i alt niogfyrre år. På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken....." citat fra Bibelselskabet: Bibelen Online) Det var nu meningen, at Jubelåret skulle fejres hvert 50. år og det næste Jubelår skulle så falde i år 1400. Men i 1378 var der sket det katastrofale for Den katolske Kirke, at der ved Pavevalget var blevet valgt indtil flere Paver. Og da det var umuligt at fastslå, hvem der var den "rigtige" Pave, og da ingen af Paverne ville trække sig, kom Kirken ud i det såkaldte "Store Skisma", der varede fra 1378 til 1417. I den første tid var det Pave Urban VI, der residerede i Rom, mens Modpave Clemens VII forlagde sin residens til Avignon. Midt i de evindelige diskussioner, om hvem der var den retmæssige Pave, valgte Urban VI at tækkes Roms befolkning ved at erklære, at intervallet mellem to Jubelår burde være 33 år - nemlig antallet af Jesu leveår. Dette gjorde han med bullen "Salvator noster unigenitus Dei filius", som blev udsendt den 8. April 1389. Ifølge denne erklæring skulle Jubelåret have været fejret i 1383, men da dette år jo forlængst var gået, valgte Paven at fastsætte Jubelåret til det kommende år: 1390. Og han kaldte det "Frelsens År" ("Anno della Redenzione"). Året skulle begynde den 24. December 1389 og slutte den 24. December 1390. I sin bulle fastlagde Urban VI, at pilgrimmene nu skulle besøge 4 kirker i Rom for at opnå fuldt aflad: Peterskirken og San Paolo fuori le Mura, San Giovanni in Laterano og som noget nyt også Santa Maria Maggiore. Denne sidste Kirke blev medtaget i henhold til bullen "Salvator noster Dominus", som Urban VI's forgænger Pave Gregor XI havde udstedt den 29. April 1373, og hvori han fremhævede Jomfru Maria, som i flere og flere kirker modtog de troendes bønner om hjælp under de mange pestepidemier, der rasede. Netop i Santa Maria Maggiore findes et ikon fra 1200-tallet, som kaldes "Maria Salus Populi Romani" : Maria, det romerske folks frelse - eller helse. Urban VI's bulle er delvis gået tabt, men i den del, der er tilbage, kan man læse Pavens overvejelser omkring "Frelsens År": "...at menneskelivet i disse år er blevet kortere, ja mange end ikke når til de 50 år, og det derfor er ønskværdigt, at så mange som muligt alligevel får mulighed for at få tilgivelse for deres synder, hvorfor intervallet mellem afladsårene afkortes til 33..." Da "Frelsens År 1390" skulle indvies den 24. December 1389 var det imidlertid ikke Urban VI, der stod for det, da han var død den 15. Oktober, men hans efterfølger Pave Bonifacius IX. Som den 20. Marts i brevet "Dudum siquidem" tillod Biskop Camerino i Marca Anconetana at give fuldt aflad til nogle personer, som var forhindret i at rejse til Rom. Den 11. Juni udsendte Paven derpå et lignende brev "Dudum felicis recordationis" til Kardinal Bartolomeo, der befandt sig i Norditalien. Heri bekræftede han blandt andet Urban VI's beslutning om at alle kunne opnå fuldt aflad, hvis de besøgte de 4 basilica'er et vist antal gange: 30 gange for romerske indbyggere og 15 gange for tilrejsende. Det var dog ikke alle, der kunne få glæde af "Frelsens År", for Modpave Clemens VII forbød sine tilhængere og de troende i sit område at rejse til Rom. Men mange fik særligt aflad ved Urban VI's velvilje, hvis de opfyldte de samme betingelser med besøg i deres hjemlige kirker og sendte de pengegaver, som de ellers vill have givet under pilgrimsfærden, og det beløb, som den ville have kostet dem, til Rom. Også efter Jubelårets ophør fortsatte henvendelser om denne slags aflad, og helt op til 1393 blev det tilstået forskellige grupper i forskellige lande. Trods Det Store Skisma og Modpavens forbud kom der talrige pilgrimme til Rom fra mange lande og fra Italien. Blandt disse kan nævnes Grev Alberto d'Este fra Ferrara, som kom til byen med et følge på 400 adelsmænd, alle til fods og enkelt klædt for at angre og få tilgivelse. Efter de mange år, hvor Paverne havde resideret i Avignon, var Rom blevet fattig og forfalden, byen talte kun omkring 25.000 indbyggere, kirker og klostre var ikke blevet repareret og vedligeholdt, de hygiejniske og sanitære forhold var elendige, og man frygtede et nyt udbrud af pest, hvorfor Paven den 31. Januar 1390 begrænsede antallet af dage, der var nødvendige for pilgrimmene at opholde sig i Rom for at opnå aflad, til blot en uge. Men pesten kom alligevel og kostede mange liv. Og Paven selv flygtede til Rieti. Trods dette sørgelige billede væltede det ind med offerpenge og man har beregnet at det har drejet sig om over 100.000 guldfloriner. Det var et større apparat, der skulle til for at håndtere alle disse penge, især de beløb, der kom fra udlandet. Og de pavelige finansmænd af Medici- og Giunige-familierne høstede store fordele heraf.
Litteratur og links om Anno Santo 1390:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|