ANNAS ROM GUIDE
Santa Maria Maggiore

Kort om Kirken Santa Maria Maggiore:

Denne Kirke var den første i Rom, der blev viet til Guds Moder og den kaldtes ved grundlæggelsen blot Santa Maria. Efterhånden byggedes talrige andre kirker, der ligeledes blev viet til Jomfru Maria, og den første Maria-Kirke fik tilnavnet "ad praesepem" ("ad presepe", "ved krybben") efter Kirkens helligste relikvie, den krybbe hvori Jesus-Barnet blev lagt efter fødslen og som fra det 7. århundrede befandt sig i et kapel i tilknytning til Kirken. Først senere vandt tilnavnet "Maior" ("maggiore", "den største") indpas, fordi denne første Maria-Kirke også var den største af alle de mange Maria-Kirker i byen.

Kirken ligger på det højeste sted af det gamle Cispius-højdedrag på nordsiden af Esquilin-højen og skal ifølge traditionen være blevet grundlagt den 5. August 358 efter en natlig drøm, som Pave Liberius og rigmanden og senatoren Giovanni og dennes hustru alle havde tilfælles. Det nye kirkebyggeri omtaltes derfor fra starten som Basilica Liberiana.

Der findes dog ingen rester af denne bygning og den nuværende Kirke stammer fra perioden 432-446, hvor den blev opført efter ønske af Pave Sixtus III efter at Koncilet i Efesos i 431 havde vedtaget dogmet om Maria som "gudsføderske". Kirken er også speciel ved at være den første Kirkebygning, som en Pave i sin egenskab af leder af den Katolske Kirke lod opføre i et af byens centrale og kraftigt bebyggede områder.

Kirkerummet består af 3 skibe med sidealtre og nogle store og pragtfuldt udsmykkede kapeller. Gulvet er cosmatisk arbejde og loftet stammer fra Renæssancen. Det er i kassettemønster og belagt med guld, der siges at være det første, som Columbus havde med hjem fra Amerika og som blev givet til Pave Alexander VI.

Kirken rummer adskillige meget gamle og smukke mosaikker. Apsismosaikken er et billede af Jomfru Maria's kroning på guldbund fra det 13.århundrede, mens de mange mosaikker under vinduerne i Hovedskibet og på Triumfbuen stammer fra det 5.århundrede (nogle er dog senere kopier). Også Kirkens smukke forhal i 2 etager er dekoreret med mosaikker, som er udført i slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet.

Andre af Kirkens hovedattraktioner er de forskellige pavegrave. Her finder man gravmælerne for Nikolaus IV (død 1292), Pius V (død 1572), Sixtus V (død1590), Clemens VIII (død 1605), Paul V (død 1621) og Clemens IX (død 1669). Blandt de mange andre gravmæler kan nævnes det for Kardinal Rodriguez, der har smukt cosmatisk marmorarbejde fra 1299. En statue af Pave Pius IX i krypten foran højalteret angiver dog ikke denne Paves grav (han ligger begravet i Kirken San Lorenzo fuori le Mura), men viser hen mod det relikvieskrin, der indeholder træstykker og metalbånd fra krybben i Betlehem.

Ligesom Kirkens indre (se flere fotos herfra) har undergået mange ændringer i tidens løb, har også det ydre været udsat for mange forandringer. Apsis ud mod Piazza dell'Esquilino og sideskibe er blevet bygget til, bygget om og bygget større og ændret. Og hovedfacaden ud mod Piazza di Santa Maria Maggiore fik en gennemgribende ombygning i 1743. Det smukke klokketårn, der er 75 meter højt og det højeste i Rom, kom til i 1377.

Kirken har også været vidne til flere historiske begivenheder. I 1075 blev Pave Gregor VII kidnappet af sine modstandere under julemessen i Kirken og i 1347 lod Cola di Rienzo sig krone til Tribun.

Hvert år den 5. August er der festmesse i Kirken for at fejre den drøm og det snevejr, der førte til Kirkens grundlæggelse. I forbindelse med messen drysses der hvide rosenblade ned fra kuplen i Cappella Paolina. (Se foto heraf i nyt vindue)

Hovedskibet i Kirken Santa Maria Maggiore

OVERSIGT OVER SIDER OM KIRKEN SANTA MARIA MAGGIORE:
Kort om Kirken
Mere om Kirkens historie
En KORT rundgang i Kirken
En tur rundt om Kirken, samt en plan over Kirkens ydre og en side med fotos herfra
En rundtur inde i Kirken, samt en plan over Kirkens indre og en side med fotos herfra (og en side med ekstra fotos fra Triumfbue og Apsis)
En beskrivelse af Kirkens forhal: Portico og Loggia
En beskrivelse af mosaikkerne og freskerne over søjlerne og mellem vinduerne i hovedskibet
En tur rundt i Dåbskapellet (Battistero) og de omliggende rum og den indre gårdsplads
En tur rundt i Cappella Sistina
En fortælling om det tidligere Cappella del Presepe
En tur rundt i Cappella Paolina, samt en side med ekstra fotos hertil
En beskrivelse af udgravningerne under Kirken

 

Fotos fra området
Kort over området
Spise og bo i området
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.6.2010 og sidst opdateret d. 3.7.2011