|
|
|
|
|
Valdenserne eller Valdeserne var tilhængere af Peter Valdes, en rigmand som gav sine rigdomme til de fattige og prædikede et liv i fattigdom efter Evangeliet. Peter Valdes stammede fra Lyon, hvor han virkede som købmand. Han skabte sig store rigdomme, men besluttede sig til at leve efter Jesu' lære og give sine rigdomme til de fattige. Valdes begyndte ligeledes at prædike et liv i fattigdom og hans lære skaffede ham mange tilhængere, som også kaldtes "De Fattige fra Lyon" ("I Poveri di Lione"). Den Katolske Kirken betragtede Valdes' lære som kætteri og hans tilhængere blev bandlyst i 1184, hvorefter Valdes dannede sin egen kirke, der forkastede pavedømmet, skærsildslæren, sjælemesser, helgen- og relikviedyrkning. Peter Valdes oversatte selv det Nye Testamente til provencalsk og netop muligheden for at læse Bibelen på folkets eget sprog var et kardinalpunkt i hans lære. Peter Valdes døde i 1217. Bevægelsen bredte sig i Frankrig og derfra til Italien, Schweiz, Tyskland, Polen, Ungarn og Italien, hvor der opstod menigheder i Lombardiet og i Calabrien og særligt i bjergegnene i Piemonte. Her overlevede den trods forfølgelser og udviklede efterhånden en struktur uden hierarki, hvor alle medlemmerne havde lige ret til at tolke Bibelen. I 1532 sluttede bevægelsen sig formelt til Reformations-bevægelsen på en Synode i Cianforan. Dette førte til en fornyet række forfølgelser fra den Katolske Kirke gennem de næste århundreder, hvorunder de valdensiske kolonier i Calabrien i 1561 blev totalt udslettede. I Piemonte bekæmpedes bevægelsen af Savoia-hertugfamilien efter våbenaftalen melle Frankrig og Spanien ved Cateau-Cambrésis i 1559. Den franske Kong Louis XIV anklagede valdenserne for at støtte de franske landsforviste huguenotter og pressede Hertug Vittorio Amedeo II til i 1687 at udsende et edikt, hvor valdenserne kunne vælge mellem at afsværge deres tro eller at blive landsforvist, og de de nægtede at forlade landet,blev de arresteret i store flokke og kun en indblanding fra de protestantiske kantoner i Schweiz kunne udvirke, at valdenserne blev sat fri mod at de emigrerede til Schweiz. Senere, i 1694, valgte Vittorio Amedeo II dog at give religionsfrihed for valdenserne. En politik, som hans efterfølgere fulgte i det følgende århundrede. Den valdensiske bevægelse bredte sig herefter i de Norditalienske alpeegne og idag tæller den omkring 40.000 medlemmer i Italien, fordelt over hele landet med ca. 1000 tilhængere i Rom. Da Rom i 1870 blev indlemmet i det nye, samlede Kongerige Italien, varede det ikke længe, før også valdenserne dukkede op. Mange af de piemontesiske soldater bekendte sig faktisk til denne trosretning og de har sikkert været ganske tilfredse, da den første omvandrede bibelsælger, Francesco Mondon, den 22. september samme år kom til Rom med kærre fuld af valdensiske bibler. Som trækdyr brugte Mondon en stor Sanktbernhardshund, som lød navnet Pio Nono, det samme navn, som den besejrede og til Vatikanet tilbagetrukne Pave bar. Den første valdensiske gudstjeneste blev afholdt den 9. oktober 1870 i et værelse på Hotel Universo i Via del Gambero. Blandt deltagerne var de fleste soldater, nogle andre udlændinge og enkelte romere. Da nu Rom var blevet det nye, samlede Kongerige Italien's hovedstad og de tidligere restriktioner som Pavestaten havde sat blev lettet, var det også muligt for ikke-katolske kirkesamfund frit at dyrke deres religion i byen samt at erhverve ejendom og opføre deres egne kultbygninger. Det tilfaldt de valdensiske præster Matteo Prochet, Augusto Meille og Giovanni Ribet at samle den romerske menighed først i ejendomme i Via Gregoriana, Via dei Pontefici og i 1873 i Vicolo Soderini, derpå i en sal i Via delle Vergini i 1874 og herefter i 1881 i et lokale i Via dei Serpenti, mens menigheder i hele verden på opfordring af den skotske præst Walter Stewart samlede penge ind til en egentlig kirkebygning, der af præsten Daniele Buffa kunne indvies den 25. november 1883 i den nyanlagte Via IV Novembre. Den Valdesiske Kirke ledes af en præst, som hjælpes af menighedens ældste og nogle diakoner, som sammen udgør et kirkeråd. Hvert år samles alle præster og lige så mange lægmedlemmer, som er valgt i hver kirke, til en Synode i Torre Pellice. Her nedfældes der regler og afgøres der tvivlsspørgsmål, som kun denne forsamling har ret til. I Rom findes der følgende steder tilknyttet Den Valdensiske Kirke: Chiesa Evangelica Valdese i Via IV Novembre nr. 107-108. Chiesa Evangelica Valdese di Piazza Cavour i Via Marianna Dionigi nr.59, på hjørnet af Piazza Cavour nr. 32. (se Kirkens hjemmeside). Facoltà Valdese di Teologia i Via Pietro Cossa nr. 42. (se Universitetets hjemmeside).
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|