Relikvier

Relikvier er de fysiske rester af en afdød helgen eller saligkåret person eller en genstand, som har været tæt på disse, for eksempel tøj, værktøj, husgeråd eller og martyriets redskaber.

Af kroppens rester regnes især selve kroppen, hovedet, arme, evt. blot dele af arme, tungen, hænder, ben eller den del af kroppen der undergik martyriet som særligt hellige og kaldes "Reliquie Insigni".

Blandt genstandene regnes de, der har været nærmest i kontakt med helgenen for de mest hellige.

Relikviedyrkelsen opstod i 100-200-tallet ud fra den almindelige æren af de afdøde. I starten var Kirken imod at flytte rundt på de hellige rester og ændre på de hellige grave. I stedet byggede man kapeller og hele kirker op over gravstederne, således som det er sket ved Peterskirken og talrige andre af Roms store kirker. Hvis der alligevel var nogen, der ønskede sig særlig del i det hellige, udleverede Kirken for eksempel stofstykker, som havde ligget på de hellige grave eller små portioner af den olie, som brugtes til olielamperne på kirkegårde og kapeller.

I de mange urolige år, hvor barbarinvasionerne hærgede Romerrigets grænser og senere nåede til selve Rom, i de mange år, hvor goter og byzantiner krigedes lige udenfor byens mure, i den efterfølgende periode, hvor de krigeriske longobarder hærgede omegnen, blev de mange kirkegårde og disses gravkirker udenfor Rom imidlertid alt for udsatte og man begyndte at flytte de hellige ben til sikrere steder i byens kirker. Utrolige mængder af ben blev flyttet i disse år, for eksempel lod Pave Paschalis I i årene 817-824 flytte relikvier af ca.2000 martyrer fra Catacombe di Sant'Alessandro på Via Nomentana til Kirken Santa Prassede på Esquilin.

De gamle grave og katakomber gik delvist i glemmebogen, for det var for farligt for pilgrimmene at begive sig så langt udenfor byen og nu, hvor de hellige ben kunne tilbedes indenfor murene, kom de gamle gravkirker til at stå øde og forladte hen.

Men relikviekulten bredte sig og under Korstogstiden hjembragtes mængder af relikvier fra Østen, for eksempel splinter af Kristi Kors.

I de mere rolige tider i det 16.århundrede begyndte interessen for de gamle grave og kirkegårde atter at brede sig. For eksempel tilbragte San Filippo Neri mange timer i bøn, især om natten, ved Catacombe di San Sebastiano, hvor han i 1544 oplevede en voldsom ekstase.

Nu begyndte en sand jagt efter grave og efter relikvier og resterne efter alle mulige og "umulige" (=opfundne) martyrer blev gravet op og flyttet til nybyggede altre i de mange nyopførte kirker, som skød op i Rom i disse århundreder.

Efter vedtagelser på Koncilet i Trento (1545-63) og det 2. Vatikan-Koncil (1962-65) anbefaler Den Romersk-Katolske Kirke tilbedelsen af helgener, relikvier og helgenbilleder.

Relikvier er ofte indemuret i de altre, der er viet til den helgen, som de tilhører, eller de opbevares i kostbart udsmykkede relikvieskrin ("reliquario"), der ofte er udført i ædle metaller, krystal og ædelstene. Nogle gange står disse synligt fremme i kirkerne, andre gange tages de kun frem og bæres i procession ved helgenfesten eller anden særlig højtid.