ANNAS ROM GUIDE
Publius Cornelius Dolabella

Dolabella var et familienavn i slægten Gens Cornelia og vi hører her om flere personer af samme navn:

Publius Cornelius Dolabella, 1. århundrede før Kristus, ung adelsmand af god familie, men ambitiøs og hensynsløs. Han giftede sig tidligt med en meget ældre kvinde med penge, men da han som 19-årig mødte den velhavende og berømte Cicero's datter Tullia, der var 9 år ældre, forskød han sin første hustru for at gifte sig igen. Dolabella forødte nu også Tullia's formue og selvom han samtidig behandlede hende elendigt, var hun så forelsket, at hun i lang tid tilgav ham alt. Da hun omsider ikke kunne mere, tog hun tilbage til sin faders hus, hvor hun kort efter døde i barselsseng.

Dolabella gjorde en glimrende karriere under Caesar i Borgerkrigen, han var politisk radikal og havde et sammenstød med Antonius i år 47 men blev trods dennes modstand udnævnt til consul suffectus i en usædvanlig ung alder i år 44 før Kristus.

Efter Caesar's død fik Dolabella efter aftale med de republikanske ledere et konsulat og Provinsen Syrien, men der gjorde han oprør mod den republikanske guvernør og dræbte denne. Rom erklærede ham derfor for offentlig fjende og sendte Cassius ud for at erstatte ham. Dolabella tabte slaget mod Cassius og begik derpå selvmord.

Publius Cornelius Dolabella, konsul i år 10 efter Kristus, søn af Publius Cornelius Dolabella, denne Dolabella opsatte under sit konsulat sammen med den anden konsul Gaius Junius Silanus en port i Den gamle Serviusmur oppe på toppen af Monte Celio ved den nuværende Piazza della Navicella. Det har ifølge nogle forskere drejet sig om Porta Caelimontana, mens andre mener at det var Porta Querquetulana, og buen kendes idag under navnet "Arco di Dolabella e Silano" "Dolabella's Bue", der har en mindeindskrift med konsulernes navne og årstal indsat foroven.


Litteratur og links om Publius Cornelius Dolabella:
Nielsen, Palle W.: Cicero. Gad, 1965.
- side 77.
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
- side 106.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bøger og links om Rom
Bykort
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d.27.12.2002