ANNAS ROM GUIDE
Altemps-familien

Kort om Altemps-familien:

Den adelige romerske familie med navnet Altemps siges oprindeligt at stamme fra byen Ems eller Hohenems i Voralberg i Østrig. En gren af familien slog sig ned i Rom, hvor italienerne havde problemer med at udtale de mange h'er og navnet derfor blev oversat til "Altoembs", som derfra blev til Altemps.

Omkring 1530 blev et af familiens medlemmer, Wolfgang (på italiensk kaldet Wolfango), gift med en søster til Pave Pius IV og herefter var familiens lykke gjort.

Af Altemps-familien's medlemmer kender vi blandt andre:

Wolfango Altemps, der var født ca. 1505, blev i 1529 gift med Chiara Medici, en søster til Pave Pius IV, med hvem han fik 5 børn, herimellem i 1533 sønnen Marco Sittico Altemps. Wolfango døde 1536/1538.

Marco Sittico Altemps, søn af Wolfango Altemps og Chiara Medici og dermed nevø af Pave Pius IV, blev født i 1533 og gjorde ved sin onkels hjælp karriere indenfor Kirken, hvor han i 1550 blev Biskop i Cassano for derpå i 1561, 2 år efter at hans onkel var blevet valgt til pave, at blive udnævnt til Kardinal ved Kirken Santi Apostoli. I 1565 fik han San Giorgio in Velabro som titelkirke, i 1577 skiftede han til Santa Maria degli Angeli, i 1578 til San Pietro in Vincoli, i 1579 til San Clemente og i 1577 til Santa Maria in Trastevere. Marco Sittico havde en elskerinde ved navn Olivia Giganti, der gav ham to børn, datteren Altea og sønnen, Roberto, som han fik indsat som greve i byen Gallese ved Viterbo, hvor Kardinalen havde opkøbt et landområde. Marco Sittico købte eller lejede også flere ejendomme, som han lod udsmykke og udbedre, blandt andre familiepalæet, Palazzo Altemps på Piazza Sant'Apollinare, Villa Mondragone Altemps i Monte Porzio Catone og Palazzo Altemps i byen Gallese. Desuden lod han i 1585 bygget et familiekapel i Kirken Santa Maria in Trastevere. Marco Sittico Altemps døde i 1595.

Familiens våben har blå bund med en forgyldt vædder eller stenbuk, som er afbilledet, som om den klatrer op ad skjoldet mod det øverste venstre hjørne.

- Læs mere om Altemps-familien -


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 14.4.2006