Mithras var en persisk lysgud, født af en klippe, placeret mellem jorden og solen, som i kampen mellem lys og mørke, godt og ondt, stod på lysguden Ahura-Mazda's side og efterhånden kom til at erstatte denne guddom.

Ifølge myten havde Ahura-Mazda skabt en vild tyr, som Mithras greb ved hornene og slæbte til en hule, hvorfra den stak af. Mithras indfangede den nu ved at gribe den i næseborene og stødte sin dolk i halsen på dyret. Blodet fra såret dryppede ned på jorden og heraf opstod liv og frugtbarhed. Mørkets gud Ahriman prøvede at drukne alt liv ved at sende en syndflod, men ved solens hjælp reddede Mithras livet på jorden.

I kejsertiden kom Mithras-dyrkelsen til Rom sammen med sol-dyrkelsen, i starten mest i yderområderne af det store romerrige - og særligt blandt soldaterne. Det var en lukket "mysterie-religion" med hierarkisk opbygning og hemmelige optagelsesritualer, der fandt sted i særlige Mithras-templer, mithræer, af hvilke der flere steder kan ses rester i Rom. På afbildinger i disse mithræer vises Mithras med en frygisk hue som tegn på hans østlige oprindelse.

I den romerske tilpasning var det guden Apollon, som gennem en ravn gav Mithras ordre til at drage ud på landet for at opsøge det mest vitale dyr af alle, nemlig en tyr, hvis blod han skulle udgyde over jorden for at alle planterne, alt dyrelivet, alt det gode, der eksisterer, derigennem skulle modtage livet. Imidlertid blev Mithras fulgt af 3 dyr, en jagthund, en slange og en skorpion og denne sidste fik ved list også udgydt det onde over jorden sammen med tyrens blod.

Mithras og Apollon kom op at skændes over sagens udfald, men sluttede fred og fejrede livets triumf med et fælles måltid. Derefter førte solguden Apollon sin trofaste tjener Mithras til himlen på en vogn.

Tyren bliver her først og fremmest et symbol på frugtbarhed, men den symboliserer også foråret, som er den vigtigste årstid af alle og Mithras-kulten er dybt bundet til årstiderne.

Fordi Mithras som tak for sin lydighed mod Apollon havde opnået livet for jorden og selv var fløjet til himmels, havde hans tilhængere al grund til håb om frelse for dem selv, hvis de gentog hans lydighed og fordybelse.