Guden Mithras dyrkedes i de særlige Mithras-templer, mithræer, som bestod af flere rum. Hovedrummet var en slags hule eller et aflangt rum tilhugget som en hule med hvælvet loft og væggene bemalede med symbolske motiver, blandt andet et motiv fra myten, hvor Mithras dræber solgudens undslupne vilde tyr ved et snit halsen, så blodet herfra falder på jorden og starter liv og frugtbarhed.

Kulten var hierarkisk opbygget med 7 trin, der svarede til de 7 planeter: ravn, brudgom (?), soldat, løve, perser, solens løber(bane) og fader. Indvielsen skete efter flere prøver i udholdenhed.

De indviede, kun mænd, heraf mange soldater og officerer, blandt hvilke dyrkelsen især var udbredt, sad på bænke på langsiderne i rummet efter den "rang" de havde i menigheden.

Der afholdtes et fælles måltid med vin til minde om afskedsmåltidet mellem Mithras og solguden (Apollon), som berettes i myten. Nogle gange ofredes en tyr og den, der skulle indvies, drak tyrens blod. Tyren bliver her først og fremmest et symbol på frugtbarhed, men den symboliserer også foråret, som er den vigtigste årstid af alle og Mithras-kulten er dybt bundet til årstiderne.

Fordi Mithras som tak for sin lydighed mod Apollon havde opnået livet for jorden og selv var fløjet til himmels, havde hans tilhængere al grund til håb om frelse for dem selv, hvis de gentog hans lydighed og fordybelse.

Troen var, at efter fødslen stiger sjælen fra lysets kilde gennem de 7 planeters sfærer og fra hver af dem medtager den urenheder, som renses bort ved indvielsen. Efter døden dømmer Mithras, om det er lykkedes at befri sjælen for alt urent, og den kan så stige op igen og også rense sig undervejs, er altså udødelig.

I Kristendommens første århundreder frygtede man konkurrencen fra denne religion. Vi har ingen skriftlige kilder fra Mithras-dyrkerne selv, da de havde forbud mod at udtale sig om, hvad der foregik; fra deres modstandere, de kristne, har vi derimod beskrivelser af kulten.

Tempelgrotten repræsenterede universet og det hvælvede loft var udsmykket med stjerner, enten malede eller i stuk, nogle steder også nogle åbninger, 4 store, som skulle vise de 4 årstider og 7 små, som skulle vise de 7 konstellationer. På alteret repræsenterede buster årstiderne og der optrådte ofte de 2 halvår personificeret af Cautes og Cautopates.

Cautes er det halvår, hvor sollyset tiltager, nemlig fra den 21. december til den 21. juni, og han holder derfor den medbragte fakkel vendt mod himmelen.

Cautopates holder derimod sin fakkel vendt mod jorden, han personificerer det halvår, hvor solen aftager, fra 21. juni til den 21. december.

Religionen var yderst moralsk, den glorificerede loyalitet og trofasthed. Indvielsen til Mithras og dyrkernes fordybelse i religionen og efterligning af gudens lydighed mod solguden Apollon, hvorved han vandt livets sejr og kom i himmelen, gav hans tilhængere håb om det samme.

De enkelte "menigheder" har muligvis været ret små, i Mitreo di San Clemente har der for eksempel været plads til at 30-40 personer har kunnet mødes. Og det drejede sig kun om mænd, kvinder var udelukket fra denne kult i modsætning til Kristendommen, som jo også endte med at blive den overlevende religion.

Man mener, at kulten er blevet spredt af romerske soldater, som har været udstationeret i østen og som i år 67 introducerede den i Rom efter hjemkomsten fra militærkampagner i Asia Minor. Under den første kristne tid fik kulten flere tilhængere, blandt andet Kejser Commodus (180-192) og Kejser Diocletian (284-305), men efter det 4. århundrede forsvandt den fuldstændigt fra den romerske verden.