|
|
|
|
|
Romersk Kejser fra 218 til 222 efter Kristus
Kejser Heliogabalus, på italiensk kaldet Elagabalo eller Eliogabalo, på engelsk Elagabalus og på tysk: Elagabal, var født i 203 eller 204 efter Kristus i Emesa (det nuværende Homs i Syrien). Både årstal og sted er dog lidt usikkert. Han var søn af Sextus Varius Marcellus og Julia Soaemias. Senere gik rygtet, at han var uægte barn af Kejser Caracalla. Som dreng blev han navngivet Varius Avitus Bassianus. Varius efter sin far, Avitus efter sin morfar C. Julius Avitus Alexianus, og Bassianus efter sin oldefar Julius Bassianus, som var præst for Solguden Helios/Heliogabalus/Elagabal i Emesa. Den lille Varius Avitus var dattersøn af Julia Maesa, som var søster til Julia Domna, der var gift med Septimius Severus, som i 193 var blevet udråbt til Kejser over Romerriget. Den lille dreng voksede dog op i Emesa, hvor han blev opdraget som præst for Solguden ligesom sin oldefader. Men i 211 døde Kejseren i Eboracum under en kampagne i Britannien og hans ældste søn, som var født Septimius Bassianus og fra år 195 adopteret ind i Gens Aurelia med navneændring til Marcus Aurelius Antoninus Caesar, men ellers kaldet Caracalla - selvom han efter faderens død fik navnet Marcus Aurelius Severus Antoninus Pius Augustus, overtog magten i det store rige. Caracalla har ry for at have været en grusom hersker og han var absolut ikke populær, så det kom måske ikke som en overraskelse, da han blev myrdet den 8. April 217. Caracalla havde ingen arvinger og sin yngre broder Geta havde Caracalla skaffet af vejen allerede i 211, så der opstod nu kamp om magten i Romerriget. En officer ved navn Macrinus vandt den første runde og kunne derpå kalde sig Kejser, men Septimius Severus' magtfulde svigerfamilie opgav ikke deres postion uden modstand og i 218 vandt en hær, indkaldt af hans svigerinde Julia Maesa, over Macrinus og hun kunne sætte sin barnebarn, den kun 14-årige Solgudspræst, på tronen. Det passede sikkert den magtfulde kvinde godt, at den unge mand, som man nu kaldte Heliogabalus eller Elagabalos, selvom han fik det officielle navn Marcus Aurelius Antoninus, ikke var specielt interesseret i de administrative og politiske pligter, som fulgte med hans nye status, så dem ordnede bedstemoder. Da Kejsertitlen blev hans, opholdt Heliogabalus sig stadig i Emesa, men så begyndte rejsen mod Rom. I Efteråret 219 ankom han til byen medbringende den sorte solsten, som dyrkedes i Emesa. Snart efter ophøjede han sin Solgud Elagabal til den højeste gud i Romerriget. Ikke noget der behagede de konservative romere, ligesom de heller ikke brød sig om den nye Kejsers østerlandske - og i deres øjne feminine - vaner og opførsel. Og det var da også usædvanligt at se i Rom: en smuk ung mand med rouge og make-up, nogle gange iført kvindeklæder, som ikke gjorde noget for at skjule, at han holdt af at have drenge og mænd som elskere - samtidig med at han heller ikke foragtede smukke kvinder i denne rolle. Han giftede sig med en Vestalinde - meget passende, da han selv var præst, syntes han. Men det vakte så stor skandale, at han lod sig skille igen. Han elskede fest og underholdning, så ekstravagant som overhovedet muligt. Og han øsede embeder og rigdomme over dansere, idrætsfolk og skuespillere. Heliogabalus' styre varede da også kun kort. Den 11. eller 12. Marts 222 blev han sammen med sin mor myrdet og ligene kastet i Tiberen. Han efterlod sig ingen børn, trods ikke mindre end 3 ægteskaber i perioden 220-222, først med Iulia Cornelia Paula, så med Iulia Aquilia Severa, og sidst med Annia Faustina. Men i 221 havde han adopteret en 3-4 år yngre slægtning Bassianus Alexianus, den senere Kejser Alexander Severus, som overtog magten efter Heliogabalus' død med Hærens akklamation. I den korte tid, hvor Heliogabalus boede i Rom - fra September 219 til Marts 222 - fortælles det, at han holdt meget af at opholde sig på det store landsted, som tilhørte Kejserhuset og lå på Esquilinhøjens udkant i nærheden af nutidens Porta Maggiore, et område som lå på landet udenfor bymuren, der dengang stadig var den gamle Servius-Mur. Området kaldtes Ad Spem Veterem og landstedet: Horti Spei Veteris.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|