Valerius Licinianus Licinius af den gamle fornemme romerske Licinius-familie var officer i den romerske hær og kæmpede her sammen med Kejser Galerius mod perserne.

Efter Kejser Diocletian's abdikation i 305 fulgte der 3 år med magtkampe, indtil Diocletian's ældste, udpegede afløser Galerius i 308 indkaldte til et møde, hvor han forsøgte at få styr på situationen og forlige de magtivrige tronprætendenter. Her udnævnte han sin gamle officer Licinius til "Augustus" med ansvar for Donau-området og han håbede at kunne overlade hele ansvaret til sin gamle ven og selv gå af, da han døde i 311 med Licinius ved sin side.

Men magtovertagelsen skulle ikke gå stille for sig, der blev kamp om den og denne endte med at Maximinus Daja, som allerede regerede over Ægypten og Syrien, også fik magten over Lilleasien.

Det fik Licinius til at se sig om efter allierede og i 313 indgik han i Milano et forbund med Constantin, som på det tidspunkt regerede i Rom, og han ægtede dennes søster Constantia som pant på aftalen.

Nu gik Licinius i spidsen for en hær under Kristus' beskyttelse frem mod Maximinus Daja, som han besejrede og dræbte. Således kom han til at herske over Romerriget i Østen, mens Constantin herskede over Riget i Vesten.

Men Vesten var ikke nok for Constantin, som ønskede magten over et samlet Romerrige, som det var engang, og derfor i 316 fandt et påskud for at starte en krig mod sin svoger og indtage hans områder.

I 317 indgik de 2 kejsere en fredsaftale, men de lurede stadig på hinanden og da Licinius frygtede, at de kristne i riget ville støtte Constantin, vendte han i 320 sine sympatier mod de hedenske partier. Nu havde Constantin endnu en grund til at gå imod Licinius og samle riget og i 324 blev Licinius endeligt besejret af Constantin ved Østrigets hovedstad Nicomedia. Constantin sparede hans liv i starten, men senere samme år lod han ham dræbe.

Licinius var en god hersker og administrator og i starten kristenvenlig, men senere forlød det, at han havde genoptaget de gamle forfølgelser af de kristne og disse gjorde da heller ikke noget for at forskønne hans eftermæle. I ægteskabet med den kristne Constantia fik han en søn, Licinius, som efter faderens død også blev henrettet i 324.

Litteratur om Kejser Licinius:
Christensen, Torben: Romermagt, hedenskab og Kristendom, en kulturkamp. Gad, 1970.
Christiansen, Erik: Romersk historie, fra by til verdensrige og fra verdensrige til by. Aarhus Universitetsforlag, 1995
- side 152.
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
- side 95, 165.
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
- side 101ff.
Lissner, Ivar: Romernes Kejsere. Sesam, 2.udgave, 1999.
- side 325ff.