Flavius Valerius Constantinus, som blev den første kristne romerske kejser, blev født ca. 285 som søn af tetrarken Constantius I.

Ved faderens død i 306 udråbte hæren ham til kejser og Kejser Galerius, der var overhoved for tetrarkiet (et system med 2 overkejsere og 2 underkejsere, der deltes om magten og ansvaret i det kæmpemæssige romerrige), gav - noget modvilligt - sit samtykke til at han kunne regere over Britannien og Gallien.

Efter mange interne magtkampe mellem tetrarkerne vandt Constantin i første omgang magten over Vestriget i 312, da han den 23.oktober besejrede han Maxentius i det store slag ved Ponte Milvio i Rom, hvor Constantin førte sin hær frem under korsets tegn.

I Østen havde herskede hans svoger Licinius, men de to kejsere følte sig usikre på hinandens loyalitet, og efter forskellige sammenstød og fredsaftaler fandt Constantin i 324 et påskud for at starte en krig og samle riget og i 324 lykkedes det ham.

Constantin iværksatte en mængde initiativer for at styrke Kristendommen, der for ham skulle blive en statsreligion og atter samle det rodløse rige om én gudsdyrkelse, men det var først på sin dødsseng, at han lod sig døbe.

Han efterfulgtes af sine sønner Constantin II, Constantius II og Constans, som han havde bestemt skulle dele magten mellem sig.