|
|
Nanni di Baccio Bigio, eller egentlig: Giovanni Lippi også benævnt Giovanni di Bartolomeo Lippi, var søn af arkitekten Bartolomeo Lippi og født i Firenze på et ukendt tidspunkt, sikkert omkring år 1500. Giovanni blev kaldt Nanni og han uddannede sig til billedhugger og arkitekt hos mestrene Raffaele da Montelupo, Lorenzo Lotti og Antonio da Sangallo den Yngre. I 1532 blev Nanni medlem af den florentinske kunstnersammenslutning Compagnia di San Luca, men efter nogle år rejste han til Rom, hvor han i 1540 kom til at udføre gravmælet for Pave Clemens VII i Kirken Santa Maria sopra Minerva. Herefter udførte han i årene fremover mange andre arbejder for paver og kardinaler i Rom. Nanni di Baccio Bigio blev far til sønnerne Annibale og Claudio Lippi. Annibale, der kom til at virke som arkitekt, arbejdede muligvis sammen med sin far i 1564. Nanni di Baccio Bigio døde omkring 1568, hvor man ved at han i Juli måned modtag betaling for et arbejde i Cappella Sistina og at han i September blev afløst af Giacomo della Porta som medlem af Congregazione delle acque e strade (vand- og gadeforvaltningen). Ud fra et ønske udtrykt i sønnen Annibale Lippi's testamente, "at blive begravet i nærheden af sine forældre i Kirken Trinità dei Monti i Rom" må vi slutte, at Nanno di Baccio Bigio blev begravet i denne Kirke.
Af Nanni di Baccio Bigio's værker i Rom kender vi: Castel Sant'Angelo: arbejde i 1561. Kirken Santa Maria dell'Anima: færdiggørelsen af den af Lorenzo Lotti påbegyndte statuegruppe Pietà. Kirken Santa Maria sopra Minerva: Statue af Pave Clemens VII i gravmælet for denne (1540). Palazzo Caetani (tidligere kaldet Palazzo Mattei) i Via delle Botteghe Oscure 32 er efter nogles mening tegnet af Nanni di Baccio Bigio og Annibale Lippi, mens andre mener, at det skyldes Bartolomeo Ammannati. Det er bygget i 1564 for Alessandro Mattei. Palazzo Sacchetti i Via Giulia 66. Kardinal Giovanni Ricci di Montepulciano overtog i 1552 dette palæ og gav Nanni di Baccio Bigio ansvaret for at udvide bygningen. Palazzo Salviati alla Lungara (Via della Lungara 82-83). Kardinal Giovanni Salviati's bror, Bernardo Salviati, lod fra 1552 Nanni udføre reparationer og renovering af dette palæ. Peterskirken: Nanni blev i 1563 byggeleder ved ombygningen af denne Kirke. Ponte Milvio: i 1567 blev Nanni udnævnt til leder af ombygningen af denne bro. Ponte di Santa Maria (= Ponte Emilio også kaldet Ponte Rotto): Nanni overtog restaureringen af denne bro efter Michelangelo omkring 1561. Delli (se litt.liste nedenfor) fortæller, at Nanni var "en rigtig fidusmager", som fjernede travertinsten fra den gamle bro's belægning og forstærkning for at sælge disse og putte udbyttet i sin egen lomme. Dette skulle have gjort broen så meget svagere, at den ikke kunne modstå et højvande i 1557, hvor floden rev en stor del af broen med sig i den rivende strøm mod havet. Porta Pia: arbejde ved denne byport omkring 1561. Porta del Popolo: i årene 1562, 1563 og 1565 udførte Nanni arbejder på denne byport (yderfacaden). Vatikanet: Cappella Sistina. Her modtog Nanni i 1568 betaling for nogle ikke nærmere specificerede arbejder. Villa Medici er bygget af Nanni's søn, Annibale Lippi, i 1574-1580 for Kardinal Ricci da Montepulciano. Nanni di Baccio Bigio havde allerede fra omkring 1540 arbejdet her med indretningen af den oprindelige bygning for Kardinal Camillo Crescenzi.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|