ANNAS ROM GUIDE
Jacopo Zucchi - italiensk maler

ca.1541-1589/1590


Jacopo Zucchi, der også benævnes Jacopo del Zucca, var født i Firenze omkring 1541, som ældre broder til maleren Francesco Zucchi, der sandsynligvis blev født omkring 1562, kun få år før Jacopo forlod fødebyen for at følge sin læremester GiorgioVasari til Rom.

Denne rejse fandt sted i 1567 og i Rom fortsatte Jacopo Zucchi i starten med at arbejde for Vasari under udsmykningen af 3 kapeller i Vatikanet (1570/1571), men senere gik han sine egne veje.

I 1579 blev Jacopo Zucchi medlem af kunstnernes broderskab Congregazione dei Virtuosi al Pantheon og i 1581 blev han medlem af sammenslutningen Accademia di San Luca. Det samme gjaldt broderen Francesco, som på denne tid var kommet til Rom for at arbejde i familiens værksted. Et samarbejde der fortsatte til Jacopo's død i 1589 eller 1590.

Af Jacopo Zucchi's værker i Rom kender vi:

i Kirken San Giovanni Decollato: Johannes Døberen's Fødsel.

I Kirken San Silvestro al Quirinale i det øverste kapel i venstre side, Cappella della Natività eller Cappella Del Presepe, også kaldet Cappella Ghislieri, er der på kapellets højre væg en fresko fra kapellets første tid. Den tilskrives Jacopo Zucchi og motivet er "La Circoncisione" ("Omskærelsen"). På kapellets venstre væg ses fresken "Adorazione dei Magi" ("De Hellige Tre Konger tilbeder Jesus-Barnet"), der ligeledes stammer fra kapellets første udsmykning og tilskrives Jacopo Zucchi.

I Kirken Santo Spirito in Sassia: udsmykning af apsis, kor og skib. Hele udsmykningen i det 1. kapel i højre side, Cappella dello Spirito Santo, skyldes ligeledes Jacopo Zucchi, både stukrammer og -dekorationer af engleparrene på loftsgesimsen, samt malerierne i kuppelhjørnerne af profeterne Haggaj og Esajas og dyderne Sandheden og Troskaben, Gud Fader i loftet og de mindre malerier af Kristus og forskellige engle, altertavlen med Pinsemiraklet og ved siden af til højre profeten Joel og til venstre Johannes Døberen. I det 3. kapel i højre side har Zucchi også malet 2 profeter og på triumbuen David og Esajas. Presbyteriet er fuldstændigt udsmykket af Jacopo Zucchi, måske med hjælp af broderen Francesco. I fresken på apsisvæggen (Frelseren og Helligånden) har kunstnerne fremstillet sig selv: i det nederste venstre hjørne den lidt ældre Jacopo med overskæg og den yngre Francesco med skæg. Også i det 5. kapel i venstre side er der udsmykning af Jacopo Zucchi: to profeter i loftshjørnerne. Og i det 4. kapel har han - ligeledes i loftshjørnerne - malet San Paolo og Moses, mens det i det 2. kapel er sibyller, der udsmykker disse hjørner. Samme udsmykning har Zucchi også udført i det 1. kapel i venstre side.

I Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini: maleri på højalteret.

i Palazzo Ruspoli: malerier i den store sal.



Litteratur om Jacopo Zucchi:
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.
Google søgning: Billedresultater for Jacopo Zucchi.
Artcyclopedia: Jacopo Zucchi.
Wikipedia: Jacopo Zucchi (engelsk tekst).
Wikipedia: Jacopo Zucchi (italiensk tekst).


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.7.2009 og sidst opdateret d. 9.8.2009