Kardinal Giuliano della Rovere efterfulgte i 1503 Pave Pius III og blev selv i 1513 efterfulgt af Pave Leo X.

Pave Pius III havde længe været meget syg, så kardinalerne havde haft god tid til allerede i hans korte pavetid at indgå aftaler om valget af den næste pave, som konklavet efter få timers votering udråbte den 31.10.1503.

Kardinal della Rovere havde allerede megen indflydelse i Rom og samtidig havde han på forhånd sikret sig de spanske kardinalers støtte. Også Cesare Borgia, der endnu var en magtfuld person, måtte vindes og kardinalen havde derfor lovet at han skulle blive udnævt til Generalkaptajn for kirken og bevare alle sine besiddelser, ifald della Rovere skulle blive pave.

Giuliano della Rovere var født i Albisola ved Savona i 1443, han blev optaget i Franciscaner-Ordenen og som ganske ung blev han udnævnt til kardinal ved titulærkirken San Pietro in Vincoli af sin onkel Pave Sixtus IV. Han viste tidligt at have fremragende militære evner og i kirkens tjeneste undertrykte han blandt andet et oprør i Umbrien og afværgede et spansk angreb på Rom i 1486.

Han var meget temperamentsfuld og energisk og disse egenskaber mindskedes ikke med alderen, så han fik tilnavnet "Il Terribile" ("Den Frygtelige"). Han var heller ikke særlig religiøst anlagt og havde tre døtre, men som pave indskrænkede han sin nepotisme til at udnævne sin nevø Galeotto della Rovere til kardinal.

Pavestaten hang meget dårligt sammen, da Pave Julius II kom til, og under hele hans pavetid var der stadig krige ved grænserne, mod Venedig som havde annekteret Faenza og Rimini, mod Cesare Borgia som endte med at flygte til Spanien, hvor han blev holdt som fange til sin død. Mod Perugia og Bologna som blev erobret, problemer med Kong Louis XII af Frankrig og oven i dette problemer med modpaver og et truende scisma.

Til trods for alle disse store - og pengekrævende - problemer havde Paven også kræfter til at tænke på udsmykning og forbedring af byen Rom, han kaldte blandt andet Michelangelo til Rom fra Firenze, først med det formål at få udført et grandiost gravmæle for sig selv, men snart fik han andre idéer og det er ham vi skylder udsmykningen i Det Sixtinske Kapel's loft med fresker af Michelangelo, som før den tid var bedst kendt som billedhugger.

Det er også ham, der åbnede den nye lange lige gade Via Giulia ligesom han startede nybygningen af Peterskirken med Bramante som arkitekt. Han gav Rafael til opgave at udsmykke Vatikanet med fresker (i det pavelige audiensgemak "Stanza d'Eliodoro" har Rafael afbildet den knælende Pave) og han lagde grunden til de pavelige museer. Julius II udtænkte også en plan til en systematisk restaurering af sin gamle titulærkirke San Pietro in Vincoli.

Den 22. februar 1513 døde Julius II og efterfulgtes kort efter af den florentinske kardinal Giovanni de' Medici under navnet Pave Leo X.

Litteratur om Pave Julius II:
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990.
- side 69f.
Ohrt, Niels: Pavens skæg. i: Tidsskriftet Sfinx. Institut for Klassisk Arkæologi, Aarhus Universitet.
- 2000, nr.2: side 83-87.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 608ff