Under Pave Sylvester I (314-335) led Kirken under mange teologiske stridigheder, som truede med at splitte den. Heldigvis havde Paven ved sin side en stærk og handlekraftig Kejser, som gik ind for Kirkens enhed og så denne som sit middel til at skabe et nyt og samlet Romerrige og med Kirkens hjælp erstatte de gamle hedenske institutioner og samle riget fra Øst til Vest om de samme kristne værdier.

Kejser Constantin greb derfor ind, hvor han skønnede det nødvendigt, i de teologiske spørgsmål, sammenkaldte kirkemøder og præsiderede sågar over dem, så der kunne vedtages samlede løsninger, så en splittelse af Kirken og dermed også Riget kunne undgåes.

Allerede flere år før Sylvester's pavekroning havde der efter Kejser Diocletian's kristenforfølgelser i Nordafrika udviklet sig et modsætningsforhold mellem rigorister og moderate, hvoraf de første betragtede det som en kristen pligt åbent at trodse myndighederne og på ingen måde undgå martyriet, mens de andre mente, at dette var udtryk for misforstået kristen nidkærhed. Biskop Donatus blev leder af rigoristerne og samlede dem i den såkalde "Donatistiske Kirke", som de selv mente var den eneste sande kirke.

Kejser Constantin gik ind i tvisten og sammenkaldte til et stort koncil i Arles i Gallien den 1.8.314 med deltagelse af mange biskopper fra hele riget, men dog ikke Sylvester. Koncilet fordømte Donatus og sendte, muligvis på Constantins opfordring, Pave Sylvester afgørelsen i et brev, som fremhævede den autoritet, man anerkendte at biskoppen af Rom havde.

Stridighederne i Afrika fortsatte dog selvom Constantin lukkede de donatistiske kirker.

Constantin fortsatte utrætteligt sit arbejde med at få kirken samlet og udstedte flere love og dekreter, blandt andet om at kun en kirkedomstol kan afgøre trosspørgsmål. På denne måde fik bispernes afgørelser lige så stor autoritet som lægdommernes.

Fra år 321 blev søndag som festdag anerkendt af Staten.

Pave Sylvester modtog på Kirkens vegne talrige og kostbare gaver fra Kejser Constantin, der blandt andet overgav Kirken en stor tidligere kejserlig grund ved Lateranet, hvor der opførtes en bolig for Roms biskop (i brug fra Sylvester I til Benedikt XI (1303-1304)), og ved siden af byggede kejseren Kirken San Giovanni in Laterano, som han forsynede med talrige statuer, lysestager og guldsager, så den også kaldtes Basilica Aurea eller Basilica Constantiniana.

På Pavens anmodning grundlagde Kejseren også Kirken San Pietro in Vaticano og lod apostlens rester overflytte til en bronzesarkofag. Constantins moder Helena rejste Kirken Santa Croce in Gerusalemme på en grund hun ejede tæt ved Lateran-komplekset. Hun havde været på pilgrimsrejse i Det Hellige Land og herfra hjembragt et stykke af det hellige kors, som nu blev anbragt i den nye kirke. Også Kirken San Paolo fuori le Mura lod Constantin bygge på Pavens bøn.

Flere religiøse stridigheder fulgte og Kejser Constantin forsøgte at mægle i den arianske strid, hvor præsten Arios fornægtede Jesus' guddommelighed. Kejseren indkaldte da til et koncil i Nikæa i maj 325, hvori 300 bisper deltog. Paven deltog ikke selv på grund af sin høje alder, men repræsenteredes af to præster. Kejseren præsiderede selv ved møderne og arianerne dømtes, men stridighederne fortsatte dog stadig i østkirken.

LEGENDEN OM PAVE SYLVESTERS OMVENDELSE AF KEJSER CONSTANTIN:

Til trods for at Kejser Constantin i årevis brugte Kristendommen som sit middel til at samle og nyorganisere Riget, lod han sig dog først døbe på sit dødsleje. Alligevel opstod i eftertiden følgende legende:

Kejser Constantin var endnu ikke omvendt til Kristendommen og Pave Sylvester flygtede fra det hedenske Rom og gemte sig på Mons Soracte (nutidens Monte Soratte, et bjerg i det sydlige Etrurien). Constantin blev da ramt af spedalskhed og fik af sine hedenske præster der råd, at han kun kunne helbredes ved et bad i det friske blod fra dræbte børn. Kejseren kunne dog ikke udholde mødrenes sorg og gråd og afslog.

Constantin blev mer og mere syg , men en nat i en drøm så han helgenerne Peter og Paulus, som foreslog ham at tilkalde Pave Sylvester. 3 kejserlige budbringere red da til Mons Soracte, hvor Pave Sylvester opholdt sig som eneboer.

Paven rejste straks tilbage til Rom og ilede til Kejseren, som han lod neddykke tre gange i et dåbskar og således helbredte ham for den frygtelige sygdom. Kejseren blev derover så taknemmelig, at han gav de kristne fri religionsudøvelse og oprettede talrige nye kirker.

Det er denne legende, som ligger til grund for et af Middelalderens kendteste dokumenter "Constantin's Gavebrev", et falskt dokument fremstillet ca.753 i Rom, hvori Kejser Constantin overgiver Rom og magten over Kirkestaten til Paven, mens han selv beholder den verdslige magt og bygger en ny hovedstad dertil, Constantinopel, for ikke at være Paven i vejen.

En smuk fremstilling af legenden kan ses i Oratorio di San Silvestro i Kirken Santi Quattro Coronati.