|
|
1653 - 1710 Vincenzo Grimani blev født i Venedig den 26. Maj 1653 i en velhavende og indflydelsesrig familie. Faderen var Antonio Grimani fra Venedig og moderen Helena Gonzaga, en slægtning til hertugfamilien i Mantova. Mange medlemmer af Grimani-familien havde haft betydningsfulde poster i Venedigs Råd og nogle havde også været doger, mens andre havde gjort karriere indenfor Kirken og fået høje poster og betydningsfulde hverv, blandt andre Domenico og Marino Grimani, der begge havde været Kardinaler. Det var også den karriere, som blev valgt for Vincenzo. Vi kender ikke noget til hans tidlige år og uddannelse, men på et tidspunkt blev han Abbed i Klosteret Santa Maria di Lucedo samtidig med at han tjente som kejserlig diplomatisk udsending i 1690. Den 22.Juli 1697 blev Vincenzo Grimani udnævnt til Kardinal ved Kirken Sant'Eustachio og få år efter deltog han i Konklavet i 1700, hvor Clemens XI blev valgt til Pave. Han opholdt sig således i perioder i Rom, hvor han antagelig boede i familievillaen på Quirinalhøjens skråning. I perioden 1706-1708 var Kardinal Vincenzo tilsyneladende ambassadør for den østrigske Kejser Leopold og derefter blev han Vicekonge af Napoli, så hans romerske tilknytning har været kortvarig. Vincenzo Grimani menes at have skrevet librettoer til flere opera, blandt hvilke den mest kendte er Agrippina af Georg Friedrich Händel. Den 26. September 1710 døde Vincenzo Grimani i Napoli, hvor han blev midlertidigt begravet, inden hans kiste blev flyttet til Kirken San Francesco della Vigna i Venedig.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|