Gnaeus Pompeius med tilnavnet Magnus levede i år 106-48 før Kristus. Han var konsul i år 70, 55 og 52 før Kristus og havde en dominerende rolle i de sidste 30 år af Republikkens tid.

Pompeius blev født i år 106 som søn af Gnaeus Pompeius Strabo og ved hjælp af faderens store klientskare dannede han en privat hær og sluttede sig til Sulla i kampen om magten.

Han blev prætor og blev med sin hær sendt til Sicilien og Afrika for at knuse Sulla's modstandere der, hvor han fik ry for at være grusom og blodtørstig.

Omkring år 81 før Kristus vendte han sejrrig tilbage til Italien, hvor han fik ret til et triumtog og tilnavnet Magnus, skønt han kun var af ridderstanden og meget ung endnu.

I årene 78-77 før Kristus hjalp han Konsulen Quintus Lutatius Catulus med ar besejre oprøreren Marcus Emilius Lepidus. Men han nægtede at hjemsende sin hær, medmindre han blev udnævnt til prokonsul sammen med Marius Quintus Sertorius i Spanien.

Denne udnævnelse fik han og havde dermed samme rang som Quintus Cecilius Metellus Pius. Resultaterne lod dog vente på sig og først da der kom forstærkninger i år 74 begyndte der at ske fremskridt. I slutningen af krigen havde Pompeius endog mere succes end Metellus. Sammen med denne vendte han i år 71 hjem til Rom for at fejre endnu en triumf, men han hjemsendte ikke sin hær bagefter.

Nu ønskede Pompeius at blive konsul, men han var endnu ikke senator, så det var ganske mod reglerne. Han indgik da en aftale med en anden tidligere Sulla-tilhænger Marcus Licinius Crassus og ved hjælp af deres fælles popularitet og penge (og hærene udenfor bymuren) lykkedes det dem begge at blive valgt som konsuler for året 70 før Kristus.

I de følgende år fejrede Pompeius nye militære triumfer, han bekæmpede sørøverne i Middelhavet (år 67) og i Lilleasien. Han vendte hjem med stort krigsbytte og endnu større popularitet. Bronzesnablerne fra de skibe, som han havde erobret fra piraterne i Middelhavet, brugte han som dekoration på det rigtudsmykkede hus, som han lod bygge i Rom i Carinae-kvarteret på Colle Oppio's sydskråning.

Senatet prøvede at bremse hans fremgang og derfor indgik han i år 59 før Kristus et forbund med optimaterne sammen med sin rival Crassus og konsulen Caesar, hvis datter Julia han blev gift med.

Efter Julia's død i år 54 begyndte et modsætningsforhold til Caesar og her fik han aristokraternes opbakning og optimaterne udnævnte ham til enekonsul i år 52. Nu blev han gift med Cornelia, Metellus Scipio's datter.

I år 49 før Kristus havde Pompeius kommandoen over Rom's hær og gik mod Caesar i borgerkrigen. Han blev nu tvunget til at forlade Italien og drog med sine tropper fra Brundisium til Grækenland.

Ved Farsalos i Thessalien mødte han Caesar i et slag, hvor Pomepius led nederlag. Han flygtede til Ægypten og her blev han dræbt efter Senatets ordre.

Litteratur om Pompeius:
Christiansen, Erik: Romersk historie, fra by til verdensrige og fra verdensrige til by. Aarhus Universitetsforlag, 1995.
- side 106ff.
Grimbergs verdenshistorie. Bind 4: Roms storhedstid. Politiken, 1980.
- side 69ff.
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
- side 233f.