|
Suore di Carità di Nostra Signora del Buon e Perpetuo Soccorso |
Suore di Carità di Nostra Signora del Buon e Perpetuo Soccorso, med den officielle forkortelse S.B.P.S., også omtalt som Suore di Carità del Buono e Perpetuo Soccorso, forkortet BPS, hører ind under Augustiner-Ordenen ("La Famiglia Agostiniana in Italia") og er en missionsorden for kvinder, kaldet "Suore Missionarie", med virke i områderne Belgien, England, Argentina, Congo, Polen, Mauritius, Filippinerne og Indien. Ordenen blev oprettet af Madre Maria Agostina, hvis dåbsnavn var Caroline Francoise Adelaide Lenferna, eller som hun kaldes i Rom: Carolina Lenferna. Hun var født på øen Mauritius i en gammel fransk familie i 1824 og efter en uddannelse i en klosterskole blev hun sygeplejerske og ville derefter vie sit liv til at hjælpe og pleje syge og fattige, hvorfor hun som 26-årig sammen med nogle ligesindede startede et lille hospital og Ordenen "Suore di Carità di Nostra Signora del Buon e Perpetuo Soccorso". Ordenens åndelige vejleder var den belgiske missionær Saverio Masuy og under hans ledelse åbnede søstrene derpå skoler, spedalskhedshospitaler, sømandsmission og lignende. I 1869 drog Madre Maria Agostina, som Caroline nu kaldtes af sine medsøstre, til Rom for at opnå Pave Pius IX's godkendelse af de regler, som Ordenen havde vedtaget. Paven gav tilladelse til, at den nye Orden kunne efterleve disse regler i 10 år, hvorefter de skulle revideres. Og Madre Maria Agostina rejste derpå hjem igen. Søstrenes bevægelse havde nu bredt sig rundt omkring i Europa, og Madre Maria Agostina måtte snart rejse ud igen, denne gang for at løse problemer i de forskellige afdelinger af Ordenen. I 1878 gav Pave Leo XIII tilladelse til, at Ordenen kunne åbne et hovedsæde ("Casa Generalizia") i en bygning på den nyanlagte Via Merulana i Rom, og her sørgede Madre Maria Agostina for pleje af syge. Sammen med sine medsøstre åbnede hun også en gratis børnehave for fattige børn og en skole. I 1882 gav Paven Ordenen sin definitive godkendelse. I 1910 blev Congregazione delle Suore di Carità di Nostra Signora del Buon e Perpetuo Soccorso tilknyttet Augustiner-Ordenen. I dag har søstrene også ordenshuse andre steder både i Italien, Europa og resten af verden. Iflg. Wikipedia var der i 2008 40 af disse huse og 226 søstre, der påtager sig sygepleje og undervisning.
|
|
|
|
|
|
|
|
|