ANNAS ROM GUIDE

Monumento ai Caduti

Piazza Vittorio Emanuele II


I det nordlige hjørne af det store parkanlæg, som idag dækker næsten hele Piazza Vittorio Emanuele IIEsquilin, står - lige indenfor det gitter, som omkranser anlægget - et mindesmærke for kvarterets faldne i 1. Verdenskrig.

Monumentet er tegnet af arkitekten Guido Caraffa og opført i 1925. Det består af 3 dele: i midten en mindre indskriftstavle og forskellige relieffer med henvisning til krigen og militæret. På hver side indrammer flade søjler med enkle baser og kapitæler en stor indskriftstavle med alle navnene på de faldne soldater, som kom fra dette område.

Nederst har monumentet en tredelt base, der består af tilhugne og rå sten. Øverst krones det af smalle, udskårne friser og tagudhæng, og i midten over den vingede ørn af yderligere et lille tag. Materialerne er travertin og marmor og udsmykningen skal være udført af billedhuggeren Enrico Brai.

Teksten på indskriftspladen lyder:
"Ai suoi eroici figli - gloriosamente caduti - nella guerra MCMXV-MCMXVIII - il rione - Esqvilino, Viminale, Macao - questo ricordo - consacra.
"... sentirono in Roma - la voce dei secoli antichi e - valorosamente morirono per dare - all'Italia la gloria dei secoli - nuovi". Paolo Boselli"

("Kvarteret Esquilin, Viminal, Macao vier dette minde til sine heltemodige sønner, som er faldet hæderfuldt i krigen 1915-1918.
"De hørte i Rom de gamle århundreders stemme og de døde tappert for at give Italien hæder i nye århundreder". Paolo Boselli")

(Paolo Boselli var politiker og minister under 1. Verdenskrig)

 

 

Litteratur og links om Monumento ai Caduti:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XV : Esquilino. side 114.
I Rioni di Roma : storia, segreti, monumenti, tradizioni, leggende, curiosità / Alberto Manodori, Ludovico Pratesi, Claudia Cerchiai, Mauro Quercioli. Roma : Newton & Compton editori, 2005.
- Volume 3: Trastevere, Borgo, Esquilino, Ludovisi, Sallustiano, Castro Pretorio, Celio, Testaccio, San Saba, Prati.
- side 977.
Info.Roma: Monumento ai caduti del Rione Esquilino, Viminale, Macao.

 

Kort over området
Fotos fra Esquilinturen
Seværdigheder i området
Steder i området
Personer med tilknytning til området
Tilbage til Esquilinturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.7.2012