ANNAS ROM GUIDE

La Zecca dello Stato - all'Esquilino

Via Principe Umberto

Det statslige møntprægeri ("Zecca") ligger idag ikke mere på Esquilin, da det siden 1978 har været en del af Istituto Poligrafico dello Stato og siden 1990'erne haft beliggenhed på Piazza Giuseppe Verdi.

Men i perioden 1911 til ca. 1990 havde det til huse i en stor ejendom, der blev opført til formålet på Esquilinhøjdedraget i Roms nordøstlige område.

Den statelige ejendom optager en hel karré i det på den tid nybebyggede boligkvarter, "Quartiere Esquilino", der havde overtaget jorden efter de tidligere store haveanlæg og lystgårde i området. Karréen mellem Via Lamarmora, Via Principe Amedeo, Via Cairoli og Via Principe Umberto blev udvalgt til formålet, da byggeriet af lejekasernerne endnu ikke var nået hertil.

I 1904 tilbød Roms Kommune denne grund til Møntprægeriet og i 1908 begyndte byggeriet, som stod færdigt i 1911, så man den 27. December kunne indvie det nye kompleks.

Ejendommen blev skadet under Anden Verdenskrig, men efter Krigen blev den restaureret og renoveret, så prægeriet kunne fortsætte indtil 1978, da det blev indlemmet i Istituto Poligrafico dello Stato, og videre indtil slutningen af 1990'erne, hvor det blev flyttet til nye og mere tidsvarende lokaler.

Det gamle kompleks kaldes nu "La ex Zecca dello Stato" og er ikke i særlig god stand. Der har længe været tale om istandsættelse og genbrug som undervisningslokaler for det nærliggende Università degli Studi "La Sapienza", men denne idé er man nu gået bort fra og indtil videre svæver bygningens fremtid i det uvisse.

Komplekset husede tidligere også Statens Mønt-museum ("Museo Numismatico della Zecca"), som i slutningen af 1990'erne blev flyttet til Via XX Settembre nr.97.


Vis stort kort

Ejendommens hovedbygning ligger ud mod Via Principe Umberto. Den er i flere etager: 2 sidebygninger med hver kun en stueetage og 3 fag vinduer flankerer 2 andre sidebygninger i 3 etager: stue, første- og andensal med 4 fag vinduer, hvoraf et i stueetagen er omdannet til en stor port. Den midterste del af huset er i 7 fag og 4 etager, som krones af et gavlfelt med statuer af 2 liggende figurer.

De mellemste sidebygninger har hver 3 fag ud mod henholdsvis Via Lamarmora og Via Cairoli og hele komplekset er omgivet af stueetagens lokaler, der her fungerer som mur mod resten af disse gader og mod Via Principe Amedeo. Inde på det store område, der omkranses af denne mur uden indgange, står flere 2- og 3-etagers bag- og tværhuse med mindre gårdspladser i mellem.

Facaden er i stueetagen dækket af stenkvadre, mens de øvrige etager er pudset. Vinduerne er i høje, udskårne rammer, der bærer vandrette overliggere i stueetagen. Disse er dog på hver side af indgangene erstattet af plader med relieffer af løvehoveder, guirlander, rondeller og lignende. Portene flankeres af kraftige søjler, som bærer smalle stenbalkoner.

Vinduerne på førstesalen er kronet af trekantede felter, mens balkondørene har et brudt, buet gavlfelt rundt om et våbenskjold. Brede flade søjler opdeler facaden i flere lodrette felter og mindre, flade søjler opdeler yderligere andensalen mellem dens mindre vinduer i enkle firkantede rammer. Et bredt og udskåret tagudhæng afslutter bygningen under tagterrasser over sidehusene og den overbyggede og pyntelige trediesal på midten.

Facaden ud mod Via Cairoli og Via Lamarmora udgøres om nævnt kun af kompleksets stueetage. Den er pudset, men der er vandrette bånd af stenkvadre på hushjørnerne og som facadeopdeling efter hvert femte vindue. De høje vinduer er i udskårne rammer på konsoller og med vandrette overliggere, båret af andre udskårne konsoller. Facaden ud til Via Principe Amedeo er først blot i én etage og derpå i en stueetage og en førstesal. Facaden er slidt, men var oprindeligt blandt de mere udsmykkede: høje vinduer i udskårne rammer på konsoller og med vandrette overliggere på udskårne konsoller forneden, og kvadratiske vinduer i udskårne rammer med vandrette overliggere på førstesalen. Facaden er pudset, men der er vandrette bånd af stenkvadre på hushjørnerne og som facadeopdeling efter hvert femte vindue. De sidste tre vinduer i hver ende af huset ligger i de lave bygninger uden førstesal. Der er kun indgang til ejendommen fra hovedbygningen i Via Principe Umberto.


 


Fotos fra området
Kort over området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 5.6.2011